Marianne Wiinholt: Talmester i energigigant

Marianne Wiinholt Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto

Marianne Wiinholt, 54 år, finansdirektør, Ørsted.

For en del år siden brugte veninderne Marianne Wiinholt og den forhenværende TDC-direktør Pernille Erenbjerg en sommer på at lære at spille tennis. Ingen af dem fik succes, og til sidst gav træneren op.

Anekdoten har Pernille Erenbjerg fortalt til erhvervsmediet Finans. Pointen? At Wiinholt er en ukuelig fighter.

»Hun er lidt som ridderen i Monty Python, der får begge ben og arme hugget af, men stadig tror, at han kan vinde den næste fægtekamp,« fortalte Erenbjerg i 2016 til erhvervsmediet.

Da Marianne Wiinholt i 2004 blev hevet til det daværende Dong af erhvervsmanden Anders Eldrup, havde hun formentligt ikke tænkt på, at selskabet halvandet årti senere efter en massiv krise, en børsnotering og et navneskifte, ville være et af verdens største grønne energiselskaber – nu under navnet Ørsted.

Ikke desto mindre har Wiinholt været med hele vejen i den historiske forvandling af statens energiselskab som den skarpe talknuser og nummer to efter administrerende direktør Henrik Poulsen. Marianne Wiinholt er uddannet cand.merc.aud. fra CBS og statsautoriseret revisor.