Manden der tidligere har overflødiggjort sig selv

Fra at afvikle skal René Schneider nu vænne sig til at udvikle, når han bliver ny finansdirektør hos William Demant.

René Schneiders ansvarsområder hos William Demant bliver blandt andet gennemførslen af allerede igangsatte projekter. Foto: Thomas Lekfeldt Fold sammen
Læs mere

Efter en tid med kritik udvider William Demant nu direktionen. Den kommer til at bestå af seks personer, og en af dem er René Schneider, der tiltræder i en nyoprettet stilling som finansdirektør.

Han bliver hentet hos Auriga Industries, hvor han som administrerende direktør har haft en stor rolle i frasalget af det 100 procent ejede datterselskab Cheminova.

William Demants topchef, Niels Jacobsen, er til tider blevet kritiseret for at have for travlt med blandt andet andre bestyrelsesposter i Lego og Mærsk til at tage sig af danske William Demant, der er en af verdens førende producenter af blandt andet høreapparater.

Men nu svarer William Demant altså på kritikken ved at udvide direktionen, så den kommer til at bestå af seks personer med René Schneider som et af medlemmerne. De øvrige er, ud over topchef Niels Jacobsen, Arne Boye Nielsen, Niels Wagner, Svend Thomsen samt Søren Nielsen, som forfremmes til viceadministrerende direktør.

I nogle af sine tidligere stillinger har René Schneider haft ansvar for at skære til og sælge fra. Derfor glæder han sig til at flytte fokus over på vækst i en international virksomhed, hvor der er et langt tidsperspektiv.

»Jeg glæder mig til at blive en del af et stort og internationalt ledelsesteam i William Demant og til at kunne bruge min erfaring og energi på at skabe vækst frem for at afvikle og sælge fra, som jeg har gjort på det seneste,« siger René Schneider, der tiltræder d. 1. september og indtil da skal afslutte de tilbageværende aktiviteter i Auriga.

I form af sine roller som afvikler i tidligere virksomheder er René Schneider nogle gange endt med at overflødiggøre sig selv. Det var eksempelvis tilfældet hos NeuroSearch, hvor han blev administrerende direktør i 2012 og i sin direktørperiode endte med at afvikle sig selv.

Hans fratrædelse blev imødekommet med hans eget argument om, at han tjente for meget, og at det bedste for virksomheden ville være, at han stoppede.

Efter NeuroSearch gik turen til Auriga, hvor René Schneider blev ansat med henblik på at sælge datterselskabet Cheminova, hvilket lykkedes at gøre til FMC Corporation for 8,5 milliarder kroner. Salget betød, at han nok en gang ville stå uden job, men har man sagt A, må man også sige B, mener René Schneider.

Hans ansvarsområder hos William Demant bliver blandt andet gennemførslen af koncernens allerede igangsatte forandrings- og effektiviseringsprojekter inden for shared services som IT, finans og administration samt operations og supply chain.

Privat bor direktøren på Østerbro i København med sin kone og to børn og har et på vej til august.