Manden bag en af danmarkshistoriens største fusioner

Talent 100: Igen i år hylder vi 100 unge talenter fra alle hjørner af dansk erhvervsliv. Et af talenterne er 31-årige Ebbe Lund Kjærgaard, Senior Business Development Manager, Widex.

Ebbe Lund Kjærgaard

Kategori: Forretningsudvikling

Han bliver kaldt mr. Merger. Den danske oversættelse ville lyde »hr. Fusionist«.

Kaldenavnet er opstået ud af den centrale rolle, Ebbe Lund Kjærgaard har spillet i fusionen mellem de to store høreapparatvirksomheder Widex og Sivantos, hvor han har siddet som den klart yngste i en gruppe bestående hovedsageligt af virksomhedernes øverste ledere.

Det fortæller Richard Bundsgaard, Senior Vice President i Global Business Development and Innovation i Widex.

»Ebbe har både haft ansvaret for due diligence-processen og forberedt integreringen af virksomhederne efterfølgende. Og så har han turneret til EU-Kommissionen på ugentlig basis for at forklare, at fusionen var en god idé. Men han er en bundsolid vestjyde med et godt hoved, så han løser det med ophøjet ro.«

Selv sammenfatter Ebbe Lund Kjærgaard formlen til succes som »teamwork, planlægning, vedholdenhed og hårdt arbejde«.

»Når man arbejder med spillere som EQT og EU-Kommissionen i sådan en fusion, kræver det både vedholdenhed og hårdt arbejde. Men jeg har arbejdet med et fantastisk team, som jeg også har lært meget af. Og så motiverer det mig enormt meget at realisere de helt store værdiskabende milepæle, der ligger i sådan en fusion.«

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.