»Man er nødt til at tage bestik af hvem man er«

Lige fra studieårene har Agnete Gersing, chef for Konkurrencestyrelsen, haft travlt og arbejdsuger med barske timetal. Men det er også et valg; hun sætter arbejdet højt, men prøver også at huske familien.

»Det har været rigtig godt. Jeg er blevet endnu gladere for jobbet, end jeg havde troet. Det er ubetinget det sjoveste, jeg endnu har lavet,« siger Konkurrencestyrelsens direktør Agnete Gersing om sit nye job. Foto: Peter Elmholt Fold sammen
Læs mere
Agnete Gersing har så meget at prale af. Hun er direktør for Konkurrencestyrelsen, hvilket er rimelig blæret gået af en 43-årig kvinde. Hun har sat solide fingeraftryk på kommunalreformen, været departementsråd i Statsministeriet og leder af Globaliseringsrådets sekretariat.

Hun er præmiestudenten, der både havde flid og karakterer til at blive optaget på Københavns fornemste kollegium, Regensen. Hun blev cand. polit. med topkarakter og fik guldmedalje ved Københavns Universitet for en opgave om »optimal virksomhedsstruktur, når man har ufuldstændig kontrakt«.

Og for at det ikke skal være løgn, har hun faktisk også et privatliv. Hun er gift med Anders Kronborg, TV2s økonomidirektør, og de har to døtre.

Så Agnete Gersing har ret meget at prale af. Men hun gør det ikke. De fleste af den type oplysninger skal vrides ud af hende. Hun er ikke meget for, at nogen skulle tro, hun er et forkælet overklasseløg, der tror, hun er noget. Det forekommer nu ikke særlig sandsynligt, for Konkurrencestyrelsens direktør har en stor del af sin karriere arbejdet på den grimme side af 60 timer om ugen, og så har man vel fortjent et eller andet. Et dejligt job for eksempel.

Det er et år siden, du blev udnævnt – hvordan har det år været?

»Det har været rigtig godt. Jeg er blevet endnu gladere for jobbet, end jeg havde troet. Det er ubetinget det sjoveste, jeg endnu har lavet.«

Hvad er det sjove?

»Det, vi laver, er enormt spændende, meningsfuldt og fagligt udfordrende for mig. Jeg skal virkelig bruge alle mine kræfter. Både fordi, det er et nyt område for mig, men også fordi, det er svært, og det kan jeg rigtig godt lide. Det er også sjovt at være øverste chef og præge organisationen. Det er enormt vigtigt for mig, at der er et godt klima på arbejdspladsen. Vi skal have det sjovt, også når vi sidder med store beslutninger, og det er svært og stressende. At skabe en god stemning er en vigtig opgave i forhold til at være chef og øverste chef ikke mindst. Der er ingen tvivl om, at man kommer til at personificere organisationen og den måde, man ønsker den skal være på.«

Hvordan har det været at være upopulær, f.eks. hos syv småbankdirektører?

»Det rører mig ikke. Overhovedet ikke. Formentligt fordi jeg inderst inde er helt overbevist om, at vi har lavet et godt, solidt arbejde, og vores afgørelse er rigtig. Der er intet at komme efter. De har begået ulovligheder og lavet et klassisk kartel. Jeg er faktisk helt forbløffet over, at de ikke bare siger: »Undskyld, det vidste vi ikke.« Jeg undrer mig over, at det bliver så følelsesladet, som det er blevet.«

Agnete – det haster!
Hvordan har dit liv ændret sig i det her år?

»Jeg arbejder stadig ret meget og væsentligt mere end de fleste. Men mindre end jeg har gjort i mange år. Og så oplever jeg, at jeg har større indflydelse på mit eget arbejdsliv nu. Jeg beslutter i høj grad selv, hvad jeg skal bruge min tid på. Der er meget mindre af den tid, jeg bruger på mit arbejde, som er givet af noget, der kommer udefra.«

Og det var der meget af i ministerierne?

»Rigtig meget. Tit måtte man bare kaste alt, hvad man havde i hænderne. Og det kunne stå på i årevis. F.eks. dengang man besluttede at lave strukturreformen. Det var mandag morgen, og jeg var lige kommet fra sommerferie og havde egentlig forestillet mig, at jeg nu havde en uge med lidt god tid. Men så kom departementschef Karsten Dybvad ind på mit kontor: Agnete – DET HASTER!!! Og så haster det bare. Statsministeren skulle beslutte, hvad han skulle stille op med den debat om kommunalreformen, der havde kørt hen over sommeren. Skulle han sige niks, eller skulle han tage den offensivt.«

Hvad skulle du gøre i den sammenhæng?

»Jeg skulle lave et oplæg til, hvad man kunne gøre. Hvad taler for at pande den ned, og hvis man tager den op, hvordan kan man så gøre det. Det havde jeg to, tre timer til. Bagefter arbejdede jeg faktisk ikke med andet i to år.«

Er dit liv så ikke lidt kedeligt nu?

»Overhovedet ikke, der er masser af kæmpesager.«

Men mere forudsigeligt?

»Ja, men det er enormt dejligt. Det er spændende at være tæt på, hvor de store beslutninger tages, og det går i blodet på en.

Men min egen erkendelse, efter at jeg er stoppet i ministeriet, er, at man bliver forblændet af det. Det fremstår vigtigere, end det er. Og der er nok også den mekanisme i det, at man er nødt til at tro på, det er sådan, for ellers kan man ikke holde det ud. Hvis ikke man tror på, at det her er noget nær det vigtigste i verden, så kan man ikke holde de der vilkår ud.«

Hvordan er det at erkende det i dag?

»Jeg tænker over det ind imellem, men jeg kan jo ikke bruge det til så meget andet end: Så er man da blevet så klog. Man kan ikke leve det om. Det ved jeg heller ikke, om jeg ville. Jeg har trivedes fantastisk på den arbejdsplads.«

Verdens bedste mor
Du har to piger på 10 og 12 år – hvad har de sagt til alt dit arbejde?

»Altså engang her i efteråret kom jeg ret tidligt hjem en dag, sådan klokken halv fem. Anders var af en eller anden grund kommet hjem før, og så siger den ene af pigerne: »Ih mor, du kommer altså også altid så sent!« Det syntes jeg var virkelig strengt, men jeg har tænkt meget over det. Jeg savner virkelig ikke at være i den der ministeriemølle, og så har jeg tænkt på, om jeg har brugt for meget tid på det.

Om det har kostet for meget? Det har det da på mange måder, men der har også været mange gode ting ved det. Og man er altså nødt til at tage bestik af, hvem man er, og hvad man trives med. Jeg vil enormt gerne være rigtig meget sammen med mine børn og min familie, men jeg vil også enormt gerne have et arbejde, hvor jeg bliver udfordret og laver noget, der er meningsfuldt og gør en forskel i verden.

Det kan godt være man ikke kan få en pakke, der er ideel på begge punkter. Der var ikke nogen, der kom med et alternativ, som var entydigt bedre dengang.«

Har du nogen gange følt dig som en ravnemor?

»Det har jeg da. Heldigvis siger min piger, at jeg er verdens bedste mor, men jeg har da i perioder være meget mindre hjemme, end jeg havde lyst til. For det meste har jeg dog kunnet holde fri i weekenden, og jeg har været god til at holde ferie og overhovedet ikke have noget arbejde med.

På den måde har vi ligesom fundet nogle rum, hvor vi kun skulle være sammen med børnene. Når jeg har haft meget travlt i længere perioder, er jeg også taget hjem for at spise med børnene, lave lektier med dem, putte dem og er så taget ind på arbejde igen.«

Hvad har dit nye job så betydet for din familie?

»For eksempel at det er sjældent, jeg ikke er hjemme og spiser aftensmad, og det er dejligt. I dag arbejder jeg nok mellem 50 og 60 timer, og jeg har mere ro, når jeg er hjemme. Jeg arbejder altid i weekenden, men typisk kun et par timer sidst på søndag eftermiddag; men der har ikke været en weekend, hvor jeg har siddet inde i styrelsen fra morgen til aften. Det var hyppigt forekommende i ministeriet.«

Universitet en selvfølge
Hvordan kom det sig egentlig, at du blev karriereembedskvinde?

»Jeg er nok inspireret af min far, som jeg var meget knyttet til. Han arbejdede også meget. Der var lange perioder i min barndom, hvor han var helt fraværende. I en periode var han departementschef i Statsministeriet, og senere blev han højesteretsdommer.

Vi diskuterede mange ting, da jeg og min søster begyndte at interessere os for samfundet. Vi var ræverøde og revolutionære, og han gik altid meget ind i diskussionerne. Begge vores forældre ansporede os til, at vi skulle gøre noget. Bruge vores liv til noget.

I gymnasiet begyndte jeg at interessere mig for politik og samfundsforhold og tænkte, jeg bagefter skulle læse noget samfundsagtigt.«

På universitetet?

»Ja, det har faktisk ligget i luften derhjemme. Jeg har altid været dygtig i skolen og pligtopfyldende. Det har været en del af min opdragelse. Begge mine forældre kommer fra fattige kår. Min fars held var, at der var en lærer, der så ham og sørgede for, at han kom i gymnasiet og fik en uddannelse. Han fik et helt andet liv end sine forældre.

Han mente, mine søstre og jeg havde alle forudsætninger for at gøre det samme og et meget bedre udgangspunkt. Det kunne han slet ikke holde ud, hvis vi ikke udnyttede.«

Hvilke milepæle har der været i dit liv?

»Der er de klassiske, som da jeg blev færdig med at læse. Og da jeg fandt Anders, og vi fik vores to børn. Anders og jeg mødtes på universitetet, hvor han også læste økonomi. Han startede senere end mig og blev færdig tidligere, men jeg var altså også ude og rejse.«

Hvor rejste du hen?

»Til Japan, hvor jeg tomlede rundt og så landet, og så ville jeg arbejde der. Det var ret let at få job på barer f.eks. Jeg havde planlagt at være der et år, men min far blev meget alvorligt syg, og jeg afbrød det efter et halvt år.

Det er en anden væsentlig milepæl, at min far døde. Jeg var 23, og han var 61, og det var en frygtelig tid. Du kan se, jeg bliver helt berørt af at tale om det, den dag i dag, selv om det er 20 år siden!

Det var forfærdeligt. Jeg blev syg – jeg fik en depression af det og var rigtig dårlig nogle måneder, hvor jeg gik hos en psykiater, som jeg havde samtaleterapi med.«

Hvad var det med din far?

»Han havde et fantastisk godt livsmod og var altid i godt humør. Han var et meget positivt menneske, og så var han meget klog, men havde en meget ydmyg tilgang til mange ting, selv om han havde betydningsfulde stillinger. Anders nåede at møde ham, men jeg er ked af, at mine børn ikke har kendt min far.«

Godt gift
Hvad med Anders – minder han om din far?

»Overhovedet ikke, bortset fra at han også har en fantastisk positiv tilgang til livet. Jeg forelskede mig i Anders ved første blik – stormende – da vi mødtes til en sang­aften i polit.-huset.

Anders er altid glad, optimist og griner ad ting. Han har også altid kunnet få mig til at grine, og det synes jeg er en god egenskab.«

Hvorfor er I et godt par?

»Vi er bare gode sammen. Vi komplementerer hinanden på nogle punkter, men vi er også meget ens på andre punkter, og vi synes om de samme ting. Vi kan lide at rejse, at stå på ski, gå i bjergene og være aktive. Vi kan lide at hænge i solen med et glas hvidvin, at gå i biografen, læse bøger og danse.

Vi supplerer også hinanden – især på det praktiske område. Jeg er for eksempel lidt bekymret af natur og er meget grundig. Derfor er det mig, der planlægger og pakker – sådan noget, hvor der skal være styr på det. Hvis Anders gjorde det, ville jeg ikke have tillid til, at han gjorde det ordentligt.«

Har Anders været primus motor derhjemme?

»Ja, i nogle perioder, men ikke hele tiden. Der har været nogle lange stræk, hvor jeg har haft meget travlt – måske en måned eller to. Som regel har det passet sådan, at vi ikke har haft enormt travlt begge to, og Anders har næsten altid bedre end jeg kunnet styre sin tid selv. De sidste år i Finansministeriet og ubetinget da jeg var i Statsministeriet, var Anders mest hjemme.«

Er det ikke noget, der slider på et forhold?

»Det gør det da nok, men Anders er heldigvis meget forstående, og han opmuntrede mig meget til at tage jobbet i Statsministeriet. Det er i høj grad også en belastning for én selv. Det, at man altid har ekstremt travlt, det slider rigtig meget.«

Rejsetosset
Hvad tror du på?

»Hmm, jeg tror ikke på Gud. Jeg er gift i kirken, og mine børn er døbt; men det er, fordi jeg anerkender, at kristendommen er et vigtigt kulturelt fundament, og der er mange gode livsfilosofier i kristendommen. Det gik op for mig i Japan, da jeg blev konfronteret med noget, der var meget anderledes.«

Hvordan anderledes?

»Vi er vant til, at det enkelte menneske, individet, er meget vigtigt. I Japan er det i høj grad kollektivet, familien, virksomheden eller Japan som sådan, der er vigtigt. Og det er vigtigere end dette enkelte individ. Et helt andet eksempel er, at det er en gennemgående ting i Japan, at folk ikke siger deres mening, og i stedet siger det, de tror, man gerne vil høre. Og hvis der er noget, de ikke ved, så siger de bare et eller andet. Også hvis man spørger om vej. Det er rigtig svært at finde rundt i Japan, fordi adresser er noget med kvarterer og numre, der går efter, hvornår huset blev bygget. Så man spørger tit om vej, og man får altid svar – også selv om de ikke aner, hvad der er det rigtige.«

Juli er en speciel måned i samfundet – er det også det for dig?

»Ja, for det er sommerferie, og sådan har det været i mange år. Rejser er enormt vigtige for mig, og jeg planlægger vores ferier flere år frem. Vi tager altid ud at rejse, for så slapper jeg godt af, og det gør hele familien i øvrigt. Så er man væk; man oplever noget nyt og tænker slet ikke på arbejde.«

Med dit hverdagsprogram skulle man tro, at den bedste ferie var i sommerhus, hvor der skete ingenting?

»Nej, så ville jeg bare gå rundt om mig selv i små cirkler og være helt rastløs. Man kan slappe bedre af, hvis man sidder i nogle omgivelser, hvor det er en oplevelse bare at sidde og slappe af.

Vi har faktisk købt sommerhus og skal for første gang i ti år holde noget af vores sommerferie i Danmark. Sidst jeg gjorde det, var jeg nedtrykt i et halvt år ... Jeg er lidt spændt på, om jeg synes, tiden smuldrer, og jeg slet ikke har haft ferie.«

Hvordan er rejseplanerne ellers i årene fremover?

»Jeg har tænkt, vi skal til Marokko til efteråret. Til vinter står vi på ski i Alperne – nogle gange tager vi af sted flere gange. Jeg plejer at bestille skiferie i august.

I påsken skal vi også et eller andet sted hen. I år var vi i Goa, og jeg håber, vi kommer lige så langt væk til næste påske. Og næste sommer vil jeg gerne til USA på Vestkysten. Jeg har ikke planlagt det endnu, men jeg bruger noget tid på nettet, og så køber jeg rejsebøger.«

Når I skal i sommerhus, skal I så se et hav af venner?

»Ja, det har vi planer om, men det skal ikke være sådan, at man hele tiden skal noget. Det er enormt vigtigt. Til hverdag er min kalender fyldt op fra morgen til aften hver dag. Så når jeg har ferie, vil jeg helst ikke skulle noget på bestemte klokkeslæt. Det skal være mere, hvad vi har lyst til nu.«