Magtelitens sludreklub samlet i København

Repræsentanter fra verdens absolutte top i erhvervsliv, politik og den akademiske verden er samlet på Marriott Hotel i København for i ly for offentligheden at diskutere idéer og tanker.

Der er ingen adgang for offentligheden på Bilderberg-mødet på Hotel Mariott i København Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der foregår bag de lukkede døre, for pressen er traditionens tro ikke inviteret med, når nogle af verdens mest indflydelsesrige mennesker er samlet på det årlige Bilderberg-møde.

Bilderberg blev grundlagt i 1954 af Prins Bernhard af Holland med henblik på at bringe Europas og USAs elite sammen til en uformel snak om alverdens udfordringer. Hvert år samles mellem 120 og 150 politiske ledere, erhvervsledere og repræsentanter fra den akademiske elite, og i år er Danmark og Marriott Hotel vært for arrangementet.

Tidligere har gæstelisten været besat med navne som Bill Clinton og David Cameron, og Bilderberg har på grund af den uformelle og hemmelige karakter givet konspirationsteoretikere anledning til at summe over, hvad der virkelig foregår på møderne.



Berlingske Business har samlet et udpluk af de mænd og kvinder fra erhvervslivet, der er inviteret med til årets Bilderberg-møde.

  • Henri de Castries er formand for Bilderberg. Siden 2000 har han været formand og administrerende direktør for AXA Group, et af verdens største forsikringsselskaber med 93.146 ansatte og en værdi (market cap) på 63 milliarder dollar, svarende til ca. 348 milliarder kroner. Henri de Castries har været formand for Bilderberg siden 2010.
  • Douglas Flint er formand for HSBC, en af de største bankgrupper i verden. Bankens hovedkontor ligger i London og dens samlede aktiver nåede i 2013 op på 1.938 milliarder euro, svarende til 14.466 milliarder kroner, hvilket gør den til Europas største bank. Douglas Flint fik ifølge Forbes samlet udbetalt 2,4 millioner dollar, svarende til ca. 13 millioner kroner, i løn.
  • Christine Legarde er direktør for Den Internationale Valutafond. Hun overtog stillingen i 2011 og var inden da Frankrigs finansminister. Hun er den første kvinde i spidsen for fonden, hvor hun de første tre år har haft masser af udfordringer, blandt andet med den eskalerende situation i Ukraine. Christine Legarde er fortaler for flere kvinder i erhvervslivets top.
  • Craig Mundie er seniorrådgiver i Microsoft, som har en markedsværdi (market cap) på 344 milliarder dollar, svarende til 1.886 milliarder kroner. I 2009 udvalgte præsident Obama Craig Mundie til at være officiel rådgiver for videnskab og teknologi. 
  • Ulrik Federspiel er vicedirektør i den danske ingeniørvirksomhed Haldor Topsøe. Han er tidligere departementchef i Statsministeriet og direktør i Udenrigsministeriet. I 2009 fik Ulrik Federspiel tildelt Dannebrogordenens storkors.
Danmark er i øvrigt repræsenteret af i alt seks personer fra erhvervslivet. Udover Ulrik Federspiel er det Steffen Kragh, administrerende direktør i Egmont, Henrik Topsøe, formand for Haldor Topsøe, Jørgen Huno Rasmussen, formand for Lundbeckfonden, porfessor Søren-Peter Olesen, bestyrelsesmedlem i Carlsberg og Flemming Besenbacher, formand for Carlsberg-gruppen.