Mærsk Mc-Kinney Møller taber på sit landbrug

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller synes ikke at være redet med på de gode tider for dansk landbrug. Hans gods Bramsløkke ved Nysted på Lolland tabte penge i 2006.

Den danske erhvervsmand måtte sidste år "æde" et underskud på 800.719 kroner, fremgår det af regnskabet.

Godset drives i selskabet Bramsløkke Landbrug A/S. Ud over skibsrederen har også selskabets direktør Poul Øbo Johansen, Nysted, aktier i foretagendet.

Nettoomsætningen blev på godt 1,3 millioner kroner - en lille fremgang på knap 30.000 i forhold til årets før. Men trods det voksede underskuddet med knap 16.000 kroner. Derfor betaler Danmarks rigeste mand heller ikke skat af landbruget, og selskabet har en udskudt skat på knap 1,7 millioner kroner.

Til gengæld strør selskabet ikke om sig med store lønninger. I 2006 var to ansat inklusiv direktionen, og udgifterne til lønninger inklusiv pensioner var på 651.084 kroner.

Mærsk Mc-Kinney Møller er formand for den tre mand store bestyrelse, som ikke giver regnskabet de store kommentarer med på vejen.

Bramsløkke Gods har været ejet af skibsrederfamilien siden 1939, hvor det blev erhvervet af afdøde skibsreder A.P. Møller.




/ritzau/