»Kan jeg byde på noget? En kop kaffe?«

29-årige Anette åbner døren med et smil og bevæger sig afslappet rundt i den gamle herskabslejlighed på Frederiksberg med stuk og højt til loftet. Her ligger IT-virksomheden TimeLog, som for få måneder siden ansatte den kommunikationsuddannede Anette Bangsfeldt, én af de mange unge universitetsuddannede, som i øjeblikket kæmper med næb og kløer for at få et fast job.

»Vi kan lige gå herind. Så kan du også møde min chef,« siger hun kort efter at have ryddet ud i de gamle mælkekartoner i køleskabet.

Efter en rejse som jobsøgende, der har varet i tre år, er hun kommet hjem. Ikke kun på grund af de hjemlige omgivelser i lejligheden, eller fordi sagsbehandleren på jobcenteret endelig kan stryge hende fra sin liste. Anette er også hjemme indvendig, lige fra den inderste følelse i maven og hele vejen ud gennem resten af kroppen. En følelse, hun sætter stor pris på efter tre år med et utal af ansøgninger og afslag.

»Men de svære år har betydet, at jeg står stærkere i dag og kender mig selv meget bedre. Jeg er ikke sikker på, jeg kunne have klaret det her job lige efter universitet,« siger hun.

Rodløsheden

Da Anette blev uddannet cand.comm. fra RUC i 2008 med en HA i matematik i bagagen, var det ellers ikke frygten for at ende som langtidsledig, der fyldte mest. Jovist, der var en begyndende krise, og hun regnede ikke med at vade lige ind i et job. Men ligesom mange andre, der er født i starten af 80erne, blev hun opfostret med parolen, at der ville være masser af job, fordi generationerne var rekordsmå. De skulle bare tage for sig af retterne og gå lige efter det, de brænder for.

Efter sin eksamen var det derfor en positiv Anette, der i første omgang besluttede at prøve kræfter med revisorfaget, afledt af hendes HA. Men hun opdagede hurtigt, at det alligevel var kommunikationen, der trak og meldte sig derfor ledig i starten af 2009. Det blev starten på en uendelig række af ansøgninger, samtaler og afslag. Der var få lyspunkter så som et kort ophold i Ældre Sagens kommunikationsafdeling, men ellers blev rutinen med ansøgning og afslag efterhånden standard. I efteråret kom så efterveerne. I stedet for som en ung kvinde i tyverne at have livsmod og tænke med glæde på sin fremtid, blev Anette én stor omvandrende bekymring og gik ned med stress.

»Jeg er ellers sådan en pige, som er god til selv at handle. Du ved, jeg sidder normalt ikke og venter på, at det hele kommer til mig. Men pludselig følte jeg mig som i et fængsel, hvor uanset hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke komme ud derfra. Bare det at vaske tøj virkede som en fuldstændig uoverskuelig opgave. Jeg havde ingen fornemmelse af, hvor jeg var på vej hen. Jeg måtte til en psykolog, og uden det var jeg nok ikke kommet i gang med ansøgningerne igen,« siger hun.

Hottie von Dottie

To år efter sin eksamen fra RUC stod Anette stadig udenfor klubben af danskere, der har et arbejde. Men 2010 skulle blive et vendepunkt i både hendes karriere og i hendes rejse hen mod at finde sig selv. Det begyndte, da hun fik en midlertidig stilling på Roskilde Bibliotek i januar.

»Det var så rart at føle, at nogen satte pris på mit arbejde. Jeg blev Facebook-redaktør og øgede antallet af besøgende på deres side med 30.000. De sociale medier var enormt spændende at arbejde med, og det var dét, der gav mig lyst til at starte min blog. Jeg vidste ikke helt, hvad de skulle være, men jeg havde lyst til at hjælpe andre, og så kom jeg i tanke om min mælkeallergi, som jeg har haft i mange år uden at vide det. Det er ret besværligt, så jeg kunne godt tænke mig at andre allergikere kunne blive inspirerede til en lettere hverdag,« siger hun.

Sådan blev »Hottie von Dottie« født, Anettes brugernavn på bloggen »homemadeheaven«. Stille og roligt fik den en trofast læserskare, alt i mens hun passede sit vikariat på biblioteket til UG med kryds og slange, og selvtilliden steg dag for dag. Hun begyndte at udbygge bloggen med sit CV og lære sig selv at mestre søgeoptimering på Google. I efteråret kom hun blandt andet i kontakt med en lokal kødproducent fra Roskilde, som anbefalede hende at lave mad og skrive om det bagefter. Han fortalte hende også, at arbejdsgiverne ikke altid forstår det, man har lært på universitetet. Men de forstår noget som at øge antallet af besøgende på en hjemmeside eller at generere omtale af sig selv og betydningen af et netværk. Med andre ord, den personlige branding batter, det gør et karakterblad ikke. Alt sammen noget Anette begyndte at bruge i sine ansøgninger og på sin blog, og som hun fortsatte med, da stillingen på biblioteket udløb i starten af 2011.

»Jeg så, at lakridsfirmaet Bülow afholdt en lanceringsfest for deres Facebook-side på Amager om sommeren. Jeg ville jo rigtig gerne have dem til at linke til min blog via deres Facebook, så jeg bagte 250 marengs med lakrids og tog dem med i en pose,« fortæller hun.

Og det gav pote. Hun faldt i snak med marketingschefen og mødtes nogle måneder senere igen med hendes kæreste, som selv havde et firma. Det blev starten på et netværk og en selvtillid til at lægge ekstra energi i ansøgningerne. Det var også nødvendigt, for hendes dagpenge var ved at løbe ud.

»Men jeg formåede at undgå at stresse over det igen. Jeg havde sluttet fred med, at jeg var arbejdsløs, og at lavede noget, jeg brændte for, og det skræmte mig ikke at tage et job i Netto, det havde jeg haft under studierne,» siger hun.

Så langt kom det dog ikke. I foråret i år, da Anette igen var til et møde med marketingsafdelingen i Bülow lakrids, var der pludselig også positiv respons fra marketingschef Sascha Skydsgaard i TimeLog. Anette kunne få et løntilskudsjob og samtidig lovning på en fast stilling fra september i år, hvis de første måneder var en succes. Meget symbolsk er det en virksomhed startet af folk med vidt forskellig baggrund med en udviklingschef, der oprindelig er konservatorieuddannet med speciale i trommer. Det var ikke mindst bloggen, som beviste Anettes skrivekompetencer, der som én ud af 35 ansøgere - herunder mange erfarne - gav hende jobbet.

Optimisten

»Da jeg fik opkaldet om jobbet, var det den bedste dag i mit liv. Det var én lang professionel orgasme, én kæmpe udløsning på alt det, jeg havde været igennem. Men jeg har også lært meget om mig selv. Min generation er jo opdraget til, at det hele skal være perfekt - job, mand, børn - og så går man ned som 40-årig. Det ræs skal vi blive bedre til at sige fra overfor. Jeg har lært at være glad for det, jeg har, i stedet for hele tiden at stræbe efter det, jeg ikke har, » siger hun velovervejet.

Anette ved godt, at nogle ting lyder lettere sagt end gjort, især når man er kommet ud på den anden side af jobcentrets vægge og har fundet et arbejde. Men hun mener alligevel, at alle - også hendes jævnaldrende fra universiteterne - kan komme meget langt, hvis de vil. Især hvis de dropper perfektionismen og tanken om det perfekte job fra starten. For uanset hvor, man arbejder, er det op til én selv, hvor meget udbytte, man får. Også hvis arbejdspladsen hedder Netto, og man er akademisk uddannet.

»Næsten alle steder kan man skridt for skridt udbytte sit netværk eller sine opgaver. Jeg tror mere, arbejdsgiverne er interesseret i, hvad man udretter på en arbejdsplads, end hvor det er henne,« siger hun.

Dog mener hun, at universiteterne skal blive meget bedre til at forberede deres studerende på arbejdslivet. En sang, ikke mindst erhvervslivet har sunget mange gange så langt tilbage, som de fleste kan huske, men som ikke desto mindre er ligeså vigtig i dag, mener hun. Og det er ingen undskyldning, at det altid vil være lettere at komme ind på jobmarkedet i en højkonjunktur.

»Underviserne og forskerne skal forstå, at vi ikke uddanner os til deres forskerjob, vi har brug for meget mere praktisk kunnen. Og hvis de studerende til gengæld dropper tanken om, at de skal ud og score 40.000 i deres første job, så skal det hele nok gå,« siger hun.