Lyden af succes

Talent 100: Jesper Theil Thomsen, 24 år, medstifter og CEO, SOUNDBOKS

Kategori: Iværksættere

Da Jesper Theil Thomsen tog på Roskilde Festival i 2011 med to kammerater, tog de en kraftig festivalhøjttaler med, de havde bygget til at køre på batteri og kunne modstå spildt øl.

Der viste sig at være stor efterspørgsel efter den type højttalere, så i 2015 startede de SOUNDBOKS, der i dag har 55 ansatte og en omsætning på 90 millioner kroner.

»Virksomheden er højttaleren, men den er mere end det. Vi har skabt et community af kunder, som vi gerne vil inspirere til en udadgående livsstil og at leve livet til fulde,« fortæller Jesper Theil Thomsen.

Den udvikling med Jesper Theil Thomsen som katalysator har fået CEO hos Merittian, Martin Permin, der blandt andet rådgiver SOUNDBOKS, til at nominere ham til Talent 100.

»At bygge en profitabel hardwarevirksomhed fra bunden er imponerende. At gøre det på fire år som ung, uerfaren CEO er en heroisk handling,« forklarer han.

Selv mener Jesper Theil Thomsen, at hans eget talent ligger i kombinationen af hård forretningsforståelse og at kunne sælge virksomhedens vision.

»Jeg kan overbevise folk om, at virksomheden bliver en succes, så vi fra et tidligt stadie har kunnet tilknytte både virkeligt dygtige ansatte og investorer,« siger han.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.