Luksus-suiter på fly

Der er nu mere luksus i sigte på flyveturen - for de pengestærke.

Vi kan jo alle på de bageste rækker i flyet se, når jakkesættene fra erhvervslivet og velpolsterede privat-personer eller kändisser bliver hygget om forrest i flyet. Nu er der mere på vej, som vi kan misunde.

Den amerikanske flygigant United Airlines planlægger således at tilbyde kunder en række helt specielle 1. klasses "high-tech" pladser på mange af de internationale ruter.

Ifølge avisen The Wall Street Journal vil flyselskabet installere nye "suiter" , hvor sæderne kan blive til to meter lange senge. Her kan den fly-rejsende så hygge sig med fladskærms-tv, ligesom der vil være kontakter til diverse gadgets. Inden for underholdning vil de pågældende blive tilbudt videospil, film og 50 tv-kanaler.

Selskabet vil kun udbyde 10-12 suiter per fly. Og prisen? Ja, den er såmænd blot i omegnen af 50.000-60.000 kr. - men så er det også for en retur.