LO fyrer hver femte medarbejder

Hovedorganisationen LO fyrer tyve procent af sine medarbejdere, og der skæres dybt i organisationen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Massefyringer er på vej hos Helle Thorning-Schmidts (S) bagland i LO. Det skriver Fyens Stiftstidende onsdag.

Hovedorganisationen LO fyrer tyve procent af sine medarbejdere, og der skæres dybt i organisationen. Blandt andet skal den populære Jobpatrulje, der tjekker løn- og arbejdsforhold for unge, lukkes.

Ifølge avisen var det nogle af ingredienserne i den bombe, LO-formand Harald Børsting i går præsenterede for sine medarbejdere.

I den nærmeste tid skal LO fyre 27 af de 134 medarbejdere, som i dag arbejder i LO-Huset på Islands Brygge, siger højtplacerede kilder til Fyens Stiftstidende.

Det er medlemsflugten fra fagforeningerne, der nu koster stillinger i LO. Siden 2005 har LO-forbundene mistet 125.000 medlemmer. Forbundene er i gang med at skære, nu kommer turen til hovedorganisationen.

Fra næste år får LO simpelthen færre kontingentkroner fra forbundene - det nedsættes fra 200 til 190 kroner per medlem. Det giver så mange fyringer, at LO allerede har varslet massefyringer til det lokale beskæftigelsesråd.

Derfor skal der spares 29 millioner kroner om året i de næste fire år. Ud af et samlet budget på omkring 170 millioner kroner nu. Om der skal ske yderligere besparelser - altså spares andre steder end i hovedkvarteret - står ikke klart endnu.

Blandt andet har man ikke besluttet, hvad der skal ske med LO's medieaktiviteter. LO står bag A-Pressen, som har nyhedsbureauet Newspaq og en halvpart i Avisen.dk samt fuldt ejerskab af ugebrevet A4, som "bor" hos LO.

Ifølge Fyens Stiftstidendes oplysninger vil A4 overleve, men i et lidt ændret koncept. LO-formand Harald Børsting ville i aftes ikke kommentere spareplanerne over for avisen.

/ritzau/