Livet efter den første erhvervskarriere

Hvordan ser det gode liv ud efter erhvervskarrieren – hvad enten du vil stoppe i tresserne eller ti år tidligere? Hvordan vil du bruge dig selv og kapitalisere på de mange år, du har investeret i erhvervskarrieren?

Foto: Simon Skipper. Portræt af de fire skribenter i Berlingske Business Søndag Merete Wedell-Wedellsborg, Alfred Josefsen, Stephen Bruyant-Langer og Charlotte Mandrup.
Læs mere
Fold sammen

Alt for få ledere tager stilling til arbejdslivet i den sidste del af livet. Der er ikke tid til det. Der er længe til. Der er andet, der presser sig mere på. Tiden med små børn er en over- levelseskamp, hvis I er to, der vil karrieren. Det er en hektisk tid med følelsesmæssige, fysiske og mentale krav, hvor den professionelle læringskurve er stejl, hvor tiden er en knap faktor, og hvor netværket bliver sat på hold. Senere, når børnene er større, og du har fundet sin professionelle selvsikkerhed, bliver der igen tid overs – og det er nu, du bør begynde at tænke over at planlægge dit aktive otium.

For i den tredje fase af karrieren, når børnene er flyttet hjemmefra, du er vel etableret i dit fag og på dit marked og kendt af headhunterne – er du måske blevet en lille, bitte smule sat. På det tidspunkt er der ikke så længe til, at dit lønmodtagende erhvervsliv er slut, og det er sidste chance for at tage stilling til, hvordan de senere år af livet skal tilbringes. De fleste nøjes dog med at tage stilling til økonomi, bolig og drømme om rejser og fritid.

I dag er det ikke usædvanligt, at jeg får klienter i begyndelsen af 50erne, der drømmer om et andet arbejdsliv. Mennesker som er mættet af strategiseminarer, forretningsrejser, habitter og ledelsesmøder. Som er træt af lange arbejdsdage, office politics, og som kan genkende rytmen i beslutninger, der genbesøges. Men fordi drømmene ikke har været ledsaget af dybere refleksion og aktiv research, indskrænker de sig ofte til »at hjælpe små virksomheder, at rådgive, at sidde i bestyrelser«.

Tillad mig at punktere disse forestillinger:

Små virksomheder er for det meste ledet af iværksættere, som ikke har tålmodighed med tunge erhvervsledere, der ikke kan omsætte business-lingo og -metoder til konkret og meget praktisk virkelighed. At rådgive er ikke kun et spørgsmål om viden om et givet marked eller en given funktion, men et håndværk det tager år at lære. At formidle viden på en måde, der giver mening for modtageren, er ikke et naturligt skridt for alle funktionsdirektører. Myten om livet som aktivt bestyrelsesmedlem holdes i live af den eksplosion i bestyrelsesuddannelser, vi har set de senere år. Bestyrelsesuddannelser er blevet så stort et marked, at udbuddet af interesserede og nu nyuddannede bestyrelseskandidater langt overstiger antallet af bestyrelsesposter.

Hvis du først som 50+-årig går i gang med at planlægge dit erhvervsmæssige otium, så er det rigtigt svært. Du skal i gang langt tidligere: Hvis du vil hjælpe små virksomheder, så kom i gang med at gøre det i det små, før du stivner i storkapitalens praksis. Hvis du vil rådgive, så aflur konsulenterne deres metier og efteruddan dig i kommunikation og formidling. Hvis du vil have en bestyrelseskarriere, så dyrk dit netværk i den retning i rigtig god tid.

Nøglen til at kapitalisere på din livslange karriere på en måde, din krop kan holde til, og som du virkelig har lyst til, kræver planlægning. Her er nogle spørgsmål, der kan bringe dig på vej:

Livsstil: Hvordan skal hverdagen være? Hvor vil vi bo? Hvor meget vil jeg arbejde? Hvor vil jeg finde min inspiration? Hvilke interesser skal der være plads til?

Lyst: Hvilke typer mennesker/opgaver/omgivelser giver mig energi og glæde? I hvilke typer situationer kan jeg mærke livet bruse i blodet? Hvad drømte jeg om, da jeg var ung?

Kompetencer: Hvilke teoretiske og praktiske erfaringer skal jeg bruge for at realisere drømmen? Hvordan skaffer jeg dem?

Økonomi: Hvor skal pengene komme fra? Hvor meget har vi nu, og hvor meget skal skaffes hver måned, givet vi lever til at blive 100 år (ingen grund til pessimisme).

Denne øvelse er god at lave med jævne mellemrum, så du sikrer, at drømmen forbliver relevant, og at din personlige og faglige udvikling reelt bringer dig i retning af den livsstil, du ønsker dig i den sidste del af dit liv.