Forhandler livsværker med omhu
Hos Deloitte er Lise Korsager Ørtoft rådgiver i forbindelse med salg og opkøb af virksomheder. Ofte er der tale om familieejede virksomheder, og det er den 29-årige vice presidents rolle at rådgive erfarne virksomhedsejere gennem en af de største beslutninger i deres karriere, forklarer managing partner Sigurd Ersted fra Deloitte Corporate Finance.
»I selve salgssituationen er der enormt meget på spil, og der skal Lise være lige dele begavet, kreativ hård hund i forhandlingssituationer og menneskekender. Hun rummer det hele, og det er ret unikt,« siger han.
Lise Korsager Ørtoft planlægger taktikken for de endelige forhandlinger, hvor det gælder om at være på forkant og kunne læse modpartens interesser. Senest stod hun i december i spidsen for auktionssalget af IT-virksomheden GlobalConnect til kapitalfonden EQT.
For Lise Korsager Ørtoft er handelens størrelse ikke det afgørende. De største successer for hende er derimod den glæde, det udløser hos ejeren, når en handel går succesfuldt igennem.
»Alle dele af en proces er spændende, men højdepunktet, og det jeg er passioneret omkring at opnå, er, når det resulterer i den rette partner til virksomhedens næste rejse,« siger hun.
Lise Korsager Ørtoft, 29 år, vice president, Deloitte Corporate Finance
2013: Cand.merc. finance and international business, Aarhus Universitet
2013: Associate, Deloitte Corporate Finance
2015: Senior associate, Deloitte Corporate Finance
2016-: Vice president, Deloitte Corporate Finance