Lederen skal aktivt forsøge at løse samarbejdsvanskeligheder

Hvis ikke lederen går aktivt ind i en konflikt mellem to medarbejdere, kan konflikten risikere at eskalere og tvinge den ene medarbejder til at søge væk.

Sidste uges dilemma handlede om direktøren Simon, der har problemer med to af sine medarbejdere. Jonas og Nikolaj skaber dårlig stemning på arbejdspladsen, og det påvirker alle medarbejderne i Simons rejsebureau, da arbejdsgangene på stedet kræver, at alle medarbejderne kan arbejde sammen.

Ledelsesrådgiver hos Lederne Helle Bruun Madsen anbefaler Simon at vælge løsning nummer 3, hvor han tager en alvorlig snak med Jonas og Nikolaj.

»Der er et klart behov for at Simon går aktivt ind i sagen og viser en tydelig plan for, hvad han forventer af Jonas og Nikolaj,« siger hun.

Helle Bruun Madsen forklarer, at fordi Simon allerede har påtalt problemerne over for Jonas og Nikolaj, uden at der er sket en ændring i deres adfærd, så har hun fravalgt løsning nummer 1.

»Normalt vil jeg sige at de, der har problemet, også ejer det, og derfor er de også de bedste til at løse det, men da Jonas og Nikolaj allerede har fået en chance, må Simon træde lidt mere i karakter og understrege situationens alvor over for dem,« siger hun.

Hun understreger dog samtidig, at Simon kan lade det være op til Jonas og Nikolaj at komme med løsningsforslag til, hvordan deres samarbejde kunne gøres nemmere.

»Det er nødvendigt, at Simon gør det meget klart, at situationen skal forbedres. Samtidig kan han bede dem selv om at komme med bud på, hvad de hver især kan gøre for at løsne op for den anspændte situation. På den måde viser han også, at han stoler på, at Jonas og Nikolaj selv kan løse problemet,« siger Helle Bruun Madsen.

Hun forklarer også, at hvis Simon ikke går aktivt ind i sagen nu, kan konflikten risikere at eskalere og derved tvinge den ene medarbejder til at søge væk.

»Det ville være ærgerligt, hvis de, trods samarbejdsvanskelighederne, er gode medarbejdere,« siger Helle Bruun Madsen.

Kilde: Lederne / lederne.dk