Lederen kan blive en karikatur af sig selv

Lederrollen kan medføre en kraftig forstærkning af allerede eksisterende psykologiske svagheder, med mindre man er opmærksom og selvundersøgende. Her er et karikeret bud på de mest gængse profiler. Skrevet i han-form, fordi der er flest han-ledere, og fordi han/hun er for pinagtig.

Charlotte Mandrup, ledelsesrådgiver og forfatter om Mindfulness. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

NARCISSUS

Narcissus er ungersvenden, der blev så betaget af sit eget spejlbillede, at han faldt i søen og druknede. Han lever og ånder for opmærksomhed og beundring. Lederrollen er attraktiv, fordi den giver mulighed for at være i centrum.

Men Narcissus lider i stilhed under den værst tænkelige forbandelse; nemlig at være udspændt mellem sin egen storhed og lidenhed. Han besidder både en uovertruffen selvtillid og berettigelse til særstatus – og en afgrundsdyb skamfuld værdiløshed. Selve behovet for opmærksomhed og beundring er livsvigtigt, for Narcissus har ikke nogen værdi i sig selv. Han har brug for andres anerkendelse for at kunne mærke sig selv som andet end et tomt hulrum.

Fejl, modgang, kritik, afvisning rammer Narcissus hårdt, og han føler sig elendig, mindreværdig og fortabt.

Den overlegne og ofte arrogante stil, der præger Narcissus, er skrøbelig som glas, og ekstremt følsom for afvisning og kritik. Måske derfor har Narcissus behov for at omgive sig med denne verdens glitter og med miljøets statussymboler.

Narcissus stråler i medgang, er inspirerende og underholdende, men er ikke den leder, du ønsker i svære tider.

DEN GUDDOMMELIGE PATRIARK

Den guddommelige patriark er ufejlbarlig. Og hvis han ikke er, så ændrer han spillereglerne eller virkeligheden, så hans holdninger, indsats, beslutninger igen findes på vindersiden. Lederrollen er ikke alene attraktiv, men nødvendig som stedet, hvor fuldkontrol og magt er mulig. I modsætning til Narcissus, har patriarken ikke behov for at blive beundret, han vil blot respekteres og kan sagtens leve med at være frygtet.

Dette altoverskyggende behov for magt og kontrol dækker over en oplevelse af hjælpeløshed og afmagt over for livet selv. Men for patrikarken er risikoen forbundet med at se hjælpeløsheden i øjnene alt for stor, og derfor vil han til enhver tid forsvare sin position, kæmpe for magten og lukke øjnene for synspunkter og begivenheder, der udfordrer hans monopol.

Den Guddommelige Patriark straffer budbringeren, og derfor er der meget information, der forbliver skjult for ham. Han undlader at involvere, men informerer om sine beslutninger. Og derfor ender patriarken altid med at falde fra tronen. Brat og dramatisk. Den yndefulde tilbagetrækning er ikke patriarkens. Han står, til han besejres.

Patriarken er en mesterlig leder i krisetider, så længe hans opfattelser er i overensstemmelse med den virkelige verdens fakta. Patriarken leverer fantastiske resultater, er politisk/taktisk velbevandret og har stærkt netværk af indflydelsesrige venner.

KONG MIDAS

Kong Midas har alt, men han kan ikke mærke det. Succesen er blevet til aske, efter at han har bevæget sig fra sejr til sejr over mange år. Alt, hvad han har rørt ved, er lykkedes. Hans timing har været perfekt, hans resultater umiskendelige, og naturligvis er han leder, for der er den største fortjeneste.

Kong Midas er nyder og connaisseur af det bedste, livet har at tilbyde: de bedste vine, de gode adresser, de lækre biler. Hans koner er smukke og stadigt yngre. I alle årene har Kong Midas stræbt efter den ultimative nydelse, fordi han dybt i sin sjæl har en grundangst for at mangle, for at sulte, tørste, savne, undvære.

Den materielle overflod er blevet den sikkerhedsmargin, han har brug for mellem sig og afsavnet. Han har prøvet at være sulten og er besluttet på aldrig at mangle noget igen.

Han søger materielle statussymboler, underholdning, nydelse i jagten på at kunne smage glæden, mætheden og tilfredsheden. Mens hans sjæl lider i manglen på ægte kærlighed, mening. Og lige under overfladen lurer leden.

Kong Midas har været – og er – en meget succesfuld leder. Alt hvad han rører, bliver til guld. Men han har betalt for succesen med sin sjæl og eksistentielle lykke.

ATLAS

Atlas er den hårdt prøvede slider, der bærer verden på sine skuldre. Hans brødre er kvikkere end ham – omend en af dem fløj for tæt på solen og brændte sig – og det har efterladt Atlas med pligten og sliddet som eksistensberettigelse. Derfor er Atlas blevet leder af pligt, fordi han skyldte andre det – ikke fordi han havde lyst.

Selv om Atlas er født af den græske mytologi, så passer han perfekt i vores protestantiske arbejdsetik, hvor vi yder, før vi nyder, og hvor pligten er udtalt.

Så længe Atlas – eller Atlasine, for hun er ofte kvinde – har en pligt og en opgave at løfte, så giver livet mening. Ikke fordi livet er pligtfyldt, men fordi Atlas i sin sjæl betvivler sin ret til at være i verden og sin egen betydning. Men i pligten, i sliddet og i at være uundværlig finder han sin betydning.

Under Atlas’ lavmælte brokkeri over alle de problemer, der lander på hans bord, kan man høre trygheden og selvtilliden. Du kan kende Atlas på, at der altid er en lang kø foran hans kontor, hans indbakke er mere end fyldt, og han er den hårdest arbejdende leder. Hans mest benyttede sætninger begynder med: »Jeg er nødt til …«

Atlas er en fantastisk leder, når der skal produceres igennem. Men hans strategiske evne er lige så svag, som hans villighed til at delegere. Og til sidst bliver han slidt op af det aktuelle pres, den konstante dårlige samvittighed og fornemmelse af ikke at slå til, gøre det godt nok, have tid nok.