Lederen i rollen som den ensomme ridder

Ensomhed er en følelse, mange ledere kender til. Især ledere på de øverste niveauer kan sidde med en oplevelse af ikke at have nogen på arbejdspladsen, de kan tale fortroligt med, og ofte kan det som leder være svært at tage del i det sociale samvær, som medarbejderne har.

Foto: Scanpix Danmark. Bylinefoto af Vibeke Skytte, portræt
Læs mere
Fold sammen

Derfor er billedet med lederen, som sidder alene på sit kontor og spiser frokost, mens medarbejderne samtidig sidder i kantinen og ordner verdens­situationen hen over bordene, faktisk andet og mere end en kliché.

Den gode nyhed er, at der er meget, man kan gøre som leder for at komme ensomhedsfølelsen til livs.

En af opskrifterne hedder netværk, hvor man regelmæssigt mødes med lederkolleger og udveksler tanker og erfaringer. En anden er at tage tyren ved hornene og – for nu at blive ved eksemplet med frokosten – sætte sig ud blandt sine medarbejdere og vise, at selv om man er leder i virksomheden, har man både behov for og lyst til at tale med medarbejderne om ting, der ikke nødvendigvis er arbejdsrelaterede.

Udfordringen for mange ledere er, at de kan blive så dedikerede til arbejdet, at de rent faktisk også – ubevidst – får trukket ensomheden ind i privatlivet.

Tidligere på ugen offentliggjorde Lederne tal fra en ny undersøgelse om work-life-balance, som bl.a. viser, at lederjobbet for to ud tre ledere har medført omprioriteringer i privatlivet for at skabe balance mellem arbejds- og fritidslivet. Især hobbyaktiviteter, tid til sig selv, motion og samvær med venner bliver skåret fra for at få den ugentlige tidskabale til at gå op.

Det, der især slog mig, da jeg studerede undersøgelsens tal på dette område, var, at 35 procent af lederne som konsekvens af lederjobbet bruger mindre tid på venner.

Dét, tror jeg, er en farlig glidebane. For at kunne varetage et lederjob, der som oftest er både mentalt og fysisk krævende, men som også indbefatter rigtig mange beslutninger, man som leder står alene om at skulle træffe, er det vigtigt, at man i sin fritid får input af social og relationel karakter.

Det er min egen erfaring, at samværet med gode venner i fritiden kan være stærkt medvirkende til, at jeg får mine batterier ladet op. Og det kan lige præcis være kvalitetsoplevelser i trygge rammer med venner i fritiden, som er medvirkende til, at vi som ledere i mindre grad føler det som et problem, at der i jobbet ikke altid er nogen at sparre med, at vi står alene med tunge beslutninger – eller at frokosten måske engang imellem bliver spist alene, mens vi sidder og forbereder os til næste møde.

Jeg har selv erfaret, at man er nødt til at prioritere og skære nogle ting i fritiden fra, når man har et job, man går højt op i, og som kræver mere end 37 timer på »pinden«. Døgnet har nu engang kun 24 timer, og jeg kender ikke mange ledere, som ud over job og familie er i stand til både at passe hus og have, gå til fitness, være aktiv i foreningslivet og så opretholde kontakten til samtlige gode, gamle venner, bekendte og studiekammerater.

Det er også min erfaring, at der kan være perioder med ekstra travlhed på jobbet, som gør, at vi som ledere kan blive tvunget til at droppe private planer om aftenen, i weekender og ferier.

Men den røde lampe begynder at lyse, hvis nedprioriteringen af fritidsaktiviteter og samvær med venner bliver en permanent tilstand for at kunne passe leder­jobbet.

Sker det, er det vigtigt at stoppe op og reflektere over, hvilke aktiviteter og venner, der er vigtigst, og dernæst få afstemt forventninger med chef og familie. Det kan jo være, at der er ting, man kan gøre anderledes privat eller på jobbet for at få skabt mere tid.

De færreste ledere ønsker at få hovedrollen i filmen om lederen som den ensomme ridder. Det kræver aktiv stillingtagen og refleksion – både på jobbet og i privatlivet – at forhindre det.