Laveste praktikpladstal i seks år

Antallet af praktikpladser til elever på erhvervsuddannelserne er endnu engang dalet og når sit laveste niveau siden 2009.

Foto: Steffen Ortmann. Den store mangel på praktikpladser i virksomhederne tvinger i stedet de unge i skolepraktik. I oktober i år var 10.626 elever i gang med at søge praktikplads, og mere to tredjedel af dem - 6.829 - ender med at tage deres uddannelse i skolepraktik, mens de søger en læreplads.
Læs mere
Fold sammen

Dansk Arbejdsgiverforening mener, at virksomhederne skal blive langt bedre til at oprette praktikpladser til eleverne.

Det skriver Fagbladet 3F.

I oktober i år var der indgået 70.559 praktikaftaler - eller tre procent færre end i oktober 2014. Det viser de nye praktikpladstal fra ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Tilsvarende er antallet af praktikspladsaftaler kun dalet siden 2009, når man sammenligner oktober-tallene år for år.

Dansk Arbejdsgiverforening kalder udviklingen "super ærgerlig".

- Vi mister flere faglærte, end der bliver uddannede. Derfor skal virksomhederne skal være mere aktive i forhold til at få oprettet de manglede praktikpladser. De skal uddanne den arbejdskraft, de selv får brug for indenfor få år, siger chefkonsulent i DA, Maria Bille Høeg.

Den store mangel på praktikpladser i virksomhederne tvinger i stedet de unge i skolepraktik. I oktober i år var 10.626 elever i gang med at søge praktikplads, og mere to tredjedel af dem - 6.829 - ender med at tage deres uddannelse i skolepraktik, mens de søger en læreplads.

- Det er utroværdigt, at arbejdsgiverne siger, der mangler arbejdskraft, og så ikke tager flere elever ind. Vi ved, at mange elever stadig falder fra skolepraktikken i skuffelse over ikke at komme i rigtig praktik, siger forbundssekretær i 3F Søren Heisel.

Han håber, at de forestående trepartsforhandlinger kan blive anledning til at tage hånd om problemet.

- Det kan kun gå for langsomt med at trepartsforhandlingerne kommer i gang og adressere det her problem, siger han.