Lars Tvede spår fire års hektiske aktiestigninger

Lars Tvede er superiværksætter og investor og spår nu efter møder med højtplacerede bankfolk voldsomme stigninger på de globale aktiemarkeder i de kommende år.

Foto: Nils Meilvang. Arkivfoto: Forfatter og iværksætter Lars Tvede.
Læs mere
Fold sammen

»Over de næste fem år kan det globale aktiemarkedet stige med 300 pct.«. Sådan sagde den øverste investeringschef i en af verdens ti førende banker for nylig til Lars Tvede under en personlig kundesamtale.

»Det er en bank, hvor de er fantastisk dygtige til de makroøkonomiske perspektiver, og jeg har fulgt den i mange år,« siger Lars Tvede desuden om banken og chefen, som han ønsker at holde anonyme.

Det er Børsen, der i dag skriver historien om Lars Tvede og hans møde med med sin bank, der refererer til et aktiemarked, der kun går »op, op, op,« som han fortæller.

Banken, som Lars Tvede fortæller om i Børsen, studerer makroøkonomiske scenarier gennem de sidste 150 år. I tilsvarende perioder med lav inflation og ekspansiv pengepolitik, ser de således, at der tidligere er forekommet stigninger på aktiemarkedet. Samtidig ser Lars Tvede og banken den store stigning som følge af en rotation i aktiemarkedet.

»Sådanne stigninger drives primært af pensionskasser, der ikke længere - år efter år - kan leve med nulafkast fra obligationer. Og som faktisk godt må investere meget mere i aktier, end de gør,« siger han til Børsen.

Og investeringsdirektør i Saxo Bank, Theis Knuthsen, er ikke uenig med Lars Tvede i, at der er en stigning på vej.

»Om tre år vil det globale aktiemarked være væsentligt højere, end det er i dag,« siger Teis Knuthsen og peger på et sted mellem 25-50 pct. eller højere.

Det er ikke længe siden, vi sidst hørte fra Lars Tvede. Den 20. februar skrev Børsen, at han nu ejer lige under 10 procent af aktierne i tattoveringssitet Tattoodoo sammen med Peter Warnøes i deres nye venturekapitalfond, Nordic Eye.

Tattoodoo er verdens største tatoveringssite og blev stiftet af de to danske iværksættere Johan Plenge og Mik Thobo-Carlsen i 2013. På Facebook har platformen 17 mio. følgere, der samles om passionen for nåle og permanent blæk. Sidste års regnskab lød på et underskud på 11 millioner, men det mener Tvede skyldes, at virksomheden lige nu satser på at vokse kraftigt.

Lars Tvede er først og fremmest kendt som serieiværksætter, investor, forfatter og manden bag milliardforretningen The Fantastic Corporation. Siden er han blevet investor, som eksempelvis i Tattoodoo.

I november sprang han ud som Nye Borgerliges Pernille Vermunds kæreste, efter han blev skilt fra sin kone gennem 30 år. »Det er klart politiske grundholdninger, der har ført os sammen. Ikke Tinder,« sagde han i den anledning til BT.

Lars Tvede bor i Schweiz. I 2014 skrev han i et debatindlæg til Berlingske Business mod de høje skattesatser, vi har i Danmark. »Skat, vi har et problem,« hed indlægget, hvor han blandt andet sammenligner den lave skat i Schweiz kontra Danmark. Schweiz vandt i det debatindlæg.