Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Larry Ellison er Oracle, og Oracle er Larry Ellison.
Den amerikanske mangemilliardær er lige så uløseligt forbundet med den teknologivirksomhed, han grundlagde, som Apple og Steve Jobs eller Microsoft og Bill Gates.
Og følgelig går diskussionen: Hvad vil Oracle være uden Ellison?
Den farverige stifter er trods alt blevet 70 år i år, og Oracle står desuden foran en del udfordringer. Alligevel har han officielt ikke lagt planer for en efterfølger. Men pludselig kom så meldingen i midten af september, at han formelt trækker sig fra posten som topchef og overgår til at være arbejdende bestyrelsesformand.
Hvem er så efterfølger? I princippet ingen. For posten deles mellem to personer, som allerede udfører en hel del af opgaverne, med en klar arbejdsfordeling mellem sig.
Mark Hurd vil af de fleste være kendt som tidligere chef for Hewlett-Packard. Han tager sig af alt det udadtil vendte: Salg, kundekontakt, marketing og samspillet mellem forretningsområder.
Men den, der får det indre maskineri til at køre, er Safra Catz. Hun er den ultraeffektive arbejdsnarkoman, der omsætter Larry Ellisons ideer og planer til virkelighed – den stædige håndhæver af hans vilje. Finanser, fusioner og opkøb, HR og alt det juridiske er hendes gebet.
Så tæt er hun på Ellison, at hun jævnligt omtales som en af verdens mest indflydelsesrige erhvervskvinder, og ofte den mest vellønnede. Hvis ellers »omtale« er det rette ord at bruge i forbindelse med Safra Catz, der allerhelst undgår presse og opmærksomhed. Den lave profil, hun dyrker udadtil er omvendt proportional med hendes indflydelse indadtil.
Offentligt taler Larry Ellison altså ikke om efterfølgere. Men for nogle år siden kom han alligevel til at udtale:
»Hvis jeg faldt død om i morgen, ville Safra Catz blive topchef for Oracle.«
Den stærke toer
Det enestående forhold mellem Ellison og Catz er meget sigende for hendes karakter. Den 52-årige israelsk-amerikaner har arbejdet for Oracle i 15 år og udvidet sin rolle i teknologivirksomheden i lyntempo under en notorisk krævende chef, der har set mangen en lederspire vandre ind gennem svingdøren og ud igen, gerne med lidt ego i klemme. Hun er den stærke toer, som samler trådene og holder snor i detaljerne, mens den temperamentsfulde Ellison til tider kan være lidt distræt.
Ifølge legenden havde hun ingen formel titel og end ikke eget kontor, da hun begyndte at arbejde for Oracle. Hun arbejdede fra et rundbord tæt på Ellisons kontor. I lang tid anede de færreste, hvad hendes opgaver præcist var, og da hun blev adspurgt af en nysgerrig kollega, lød svaret blot:
»Jeg er her for at hjælpe Larry«.
Frem med regnearket
Alene i det første år fik hun knust så mange tal og strammet så meget op på organisationsstrukturen, at der blev kappet over en milliard dollar af driftsudgifterne.
Baggrunden som erhvervsøkonom og jurist fornægter sig ikke. Før Oracle arbejdede hun godt 15 år for den nu hedengangne Wall Street-investeringsbank Donaldson, Lufkin & Jenrette, der var kendt for et stærkt analysearbejde og bl.a. havde speciale i at rådgive IT-branchen i finansiering, fusioner & opkøb. Det var netop Catz’ område – hun har beskrevet sig selv som computer- og matematiknørd – og hun fik Oracle blandt sine kunder. Angiveligt var det hende, der pressede på og foreslog at flytte til San Francisco for at være tættere på klienterne i Silicon Valley. Det var i 1997, og mindre end to år senere hed arbejdsgiveren Oracle.
Altså er det alt andet end tilfældigt, at Safra Catz siden har spillet en central rolle i de stribevis af opkøb, som Oracle gennem årene har kastet sig ud i. Det gælder ikke mindst milliardovertagelserne af Sun Microsystems og PeopleSoft. I den mest intensive periode brugte Oracle på fem år over 40 mia. dollar på godt 85 opkøb.
Tankegangen har hun selv beskrevet som følger: »Jeg kommer fra Wall Street, og du vil aldrig se mig bruge Power Point, for jeg tænker kun i Excel-regneark. Hvis ikke tallene hænger sammen, så er jeg ligeglad med, hvor strategisk det er. Det funker bare ikke.«
En hånd på rattet
Privatlivet udtaler hun sig sjældent om. Hun er datter af en kernefysiker, som udvandrede fra Israel til USA, da hun var seks år, og moderen – som hun har kaldt sin største inspirationskilde – var holocaust-overlever. Om sin ægtemand, der er skribent, har hun udtalt, at han har gjort det muligt for hende at have den karriere, fordi han blev hjemme hos deres to sønner, mens de var små.
Hvordan det professionelle parløb med Mark Hurd vil forløbe, interesserer i høj grad analytikere og medieiagttagere. Selv om de allerede har arbejdet sammen i nogle år - han kom til Oracle i 2010 - så er en delt direktørpost sjældent blevet betragtet som en vellykket konstruktion for en virksomhedsledelse. Bør der i sidste ende være én, der har ansvaret? Bliver det Hurd eller Catz? Eller en helt tredje?
Foreløbig er det i sidste ende stadig Ellison, der bestemmer. Eller som New York Times konstaterede efter meldingen om, at han opgiver chefposten:
»Larry Ellison afgiver førersædet i Oracle, men han beholder en hånd på rattet.«