Langtidssyge får støttepersoner

En ny type kontaktpersoner skal hjælpe langtidssygemeldte tilbage på arbejdsmarkedet. Kun få kommuner tilbyder hjælpen i første omgang.

Trækker en sygdomsperiode i langdrag, er der stor risiko for, at den syge glider helt ud af arbejdsmarkedet og aldrig kommer ind igen – eller for, at en person undlader at vende tilbage i beskæftigelse, fordi det ikke står klart, om det overhovedet kan lade sig gøre, selv om sygdommen ikke helt har lagt sig.

Den frygt og de barrierer skal nedbrydes, så alle der kan og vil tilbage i arbejde også får muligheden for det. Det fortæller beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) om baggrunden for et nyt projekt, som Beskæftigelsesministeriet står bag, og som vil støtte de langtidssyge ved at tildele dem kontaktpersoner.

"Mange langtidssyge vil gerne tilbage til deres arbejde, deres kolleger og deres faste hverdag igen, også selvom de ikke er 100 procent raske. Men langt fra alle kommer tilbage. Måske fordi de ikke har fået afklaret deres situation og muligheder for at arbejde. Måske fordi de er usikre på, om arbejde kan forværre deres sygdom. De barrierer skal vi have brudt ned. Og det kan en fast kontaktperson være med til. Ingen sygemeldte må føle sig usikre og famle sig frem i blinde,” siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.

Siden 1. april har en række kommuner været med i projektet Tilbage-Til-Arbejdet, hvor de sygemeldte senest otte uger efter sygemeldingens begyndelse, får hjælp af en specialuddannet sagsbehandler, der fungerer som bindeled mellem kommunen, arbejdspladsen og et særligt team af sundhedspersonale for den sygemeldte. Sundhedsteamet består af psykologer, fysioterapeuter og læger, som alle har været på efteruddannelse i forbindelse med det nye projekt.

”Uddannelsen har fået gode tilbagemeldinger fra de fagpersoner, der skal hjælpe de sygemeldte. Motivationen er høj, de involverede brænder for det her, og de glæder sig til at komme i gang,” siger projektchef Glen Winzor fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, NFA.

Lige nu er 12 kommuner med i projektet, som evalueres i 2012. Til næste år, også pr. 1. april, vil yderligere 10 kommuner blive involveret i projektet.

I dag vender hver femte, som har været sygemeldt i et år, ikke tilbage til arbejdsmarkedet.