Lakridsproducent årets bedste vækstvirksomhed

Der var prisregn, da Entrepreneur of the Year sluttede torsdag aften med kåring af Haldor Topsøe A/S som landsvinder.

Koncernchef og chefredaktør Lisbeth Knudsen, Berlingske, overrækker vækstprisen til Johan Bülow, der har skabt en stor succces på det danske hjemmemarked med sine lakridsser. Foto: Nils Meilvang
Læs mere
Fold sammen

Vi hører altid, at vækstvirksomheder skal gå ud på verdensmarkedet med det samme, hvis de vil vokse sig store og skabe succes. Men det behøver ikke altid være tilfældet.

Johan Bülov, den bornholmske iværksætter, der efterhånden er berømt i hele Danmark for sine lakridser, har skabt sin succes ved salg på hjemmemarkedet.

Succesen har været så stor, at han torsdag aften ved en prisfest i Bella Center i København fik tildelt vækstprisen i EY Entrepreneur of the Year, hvor Haldor Topsøe A/S i øvrigt blev landsvinder.

»Her er tale om en entreprenør, der aldrig har ladet sig slå ud af modgang, men som har ført sine egne erfaringer ud i praktisk anvendelse og gjort sig selv og sin virksomhed stærkere,« sagde Lisbeth Knudsen, koncernchef i Berlingske Media, chefredaktør på Berlingske og medlem af den nationale jury, da hun overrakte prisen til Johan Bülow.

Konkurrencen afvikles i et partnerskab mellem EY Ernst & Young, Berlingske og Dansk Erhverv.

»Bag årets vinder gemmer sig en entreprenør, der – mens andre børn drømte sig til en karriere som brandmand eller frisør – allerede dengang så sig selv som iværksætter. Med en bemærkelsesværdig innovationskraft og konstant fokus på kvalitet har entreprenøren evnet – ikke alene at få hul igennem til markedet – men også at slå konkurrenterne i sin egen niche,« tilføjede hun.

Cleantech-pris til Velux

Foruden vækstprisen blev der ved aftenens prisfest uddelt specialpriser inden for kategorierne cleantech, globalisering, innovation, lifescience, og startup, ligesom der blev plads til en ærespris.

Cleantech-prisen blev vundet af Velux for virksomhedens evne til hele tiden at løfte barren for energieffektivitet.

Globaliseringsprisen gik til Haldor Topsøe A/S, der også blev landsvinder. Globaliseringsprisen får virksomheden, fordi den er verdensførende inden for højteknologiske katalysatorer og den teknologi, der optimerer processerne i brugen af dem.

Ærespris til Ecco

Innovationsprisen gik til virksomheden Danish Commodities, fordi den investerer massivt i udvikling af nye medarbejdere og nye forretningsmodeller

TrustPilot, der samler brugernes net-anmeldelser af indkøbte varer, modtog start-up-prisen, mens Epitherapeutics kunne træde op på sejrsskamlen i Lifescience-kategorien for virksomhedens evne til at sætte milepæle inden for udviklingen af kræftmedicin.

Endelig modtog Ecco Sko, der har skabt vækst i generationer og år efter år demonstrerer værdien af de familieejede virksomheder, den nyindstiftede ærespris.