Lærebog ud i finanskriser

Fire stjerner til bog om finanskrisernes anatomi i Danmark og 65 andre lande de seneste 800 år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er noget af en mastodont, økonomiprofessorerne Carmen M. Reinhart fra University of Maryland og Kenneth S. Rogoff, fra Harvard University, har begået. Mere en lærebog end en populær indføring i økonomiske krisers anatomi. De to forfattere har studeret økonomiske kriser i 66 lande mere end 800 år tilbage for at finde lighedspunkter. De fælles temaer synes at være overdreven gældsakkumulering, finansieret kortfristet med hyppige behov for refinansiering, kraftigere vækst, end der er grobund for, tillige med oppustede boligpriser og aktiekurser. Samt at der hver gang bliver sagt, at "This Time is Different". Bogen gennemgår de enkelte landes pengeinstitutkriser. Ikke alle er medtaget. For Danmark tages der udgangspunkt i statsbankerotten i 1813, hvor staten ikke kunne svare sine forpligtelser, og der blev oprettet en ny seddeludstedende bank, Rigsbanken, som i 1818 afløstes af Nationalbanken. Efter en finanskrise i 1857 blev Nationalbankens almindelige bankforretninger overdraget til private banker, og den blev bankernes bank med centralbankopgaver. I 1877-78 kom en række sparekasser i vanskeligheder, og to krakkede. 1901 bragte det politiske Systemskifte, men i perioden efter kom en række bankkrak, hvilket førte til run på mange pengeinstitutter, som måtte støttes af Nationalbanken. Årene før Systemskiftet havde været præget af en lavkonjunktur, men i årene efter 1901 oplevede byggeriet en kraftig vækst. Investeringerne var finansieret ved korte lån i udlandet, og i 1907 kom flere banker i vanskeligheder. Nationalbanken og staten gik ind i langvarige rekonstruktioner. I 1922 måtte Landmandsbanken rekonstrueres med hjælp fra Nationalbanken og staten. Årsagerne var økonomisk lavkonjunktur og for stor finansiering af enkeltkunder i forening med spekulation og belåning af børspapirer. Over en fjerdedel af de danske banker kunne ikke afvikle 1920’ernes tab uden indgreb i aktiekapitalen. Den store depression fra 1929 medførte likviditetsproblemer for den danske finansielle sektor, fordi udlandet trak tilgodehavender hjem. Samtidig valgte Danmarks vigtigste handelspartner, England, at forlade guldfoden i 1931. Der kom først igen ro, da Danmark også brød med guldfoden 29. september 1931. Den sidste danske finansielle krise, bogen medtager, er perioden 1987-1992, hvor flere små banker, bl.a. 6. Juli Banken, kollapsede, og 40 pengeinstitutter fusioneredes. Hvad har forfatterne kunnet udlede af de mange data om finansielle kriser? Resultatet synes at være, at alvorlige finansielle kriser har tre karakteristika: Prisfald: Et fald i boligpriserne på i gennemsnit en tredjedel i løbet af en seks-årig periode samt en halvering af aktiekurserne over en periode på tre og et halvt år. Arbejdsløshed: Hertil kommer en stigning i arbejdsløsheden på i gennemsnit syv procentpoint i den nedadgående fase, der i gennemsnit varer fire år, samt et fald i produktiviteten på ti procent over en to-årig periode. Gæld: Endelig har den offentlige gæld tendens til at eksplodere med en stigning på gennemsnitligt 86 procent i faste priser. Gældseksplosionen skyldes især sammenbruddet i skatteindtægter kombineret med en konjunkturudjævnende finanspolitik. Så hvis forfatterne har ret, har vi ikke set enden på den nuværende finansielle krise.

Læs Berlingske Nyhedsmagasin 14. maj.