Kvinder på toppen: »At skifte til en bestyrelseskarriere er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet«

Business-kvinder samledes talstærkt torsdag for at få gode råd til, hvordan man tager hul på bestyrelseskarrieren. Talerne var direktør i danske Microsoft, Marianne Dahl Steensen, og Sanna Suvanto-Harsaae, der har gjort karriere i bestyrelseslokalet.

Det summer i netværkene og ord som »LinkedIn« og »P&L« går på skift i mængden af businessfolk. Det bliver ikke mere business. Blazerne sidder skarpt på skuldrene og akkompagneres af tynde elegante smykker og buksedragter. Den mumlende networking er forud for dagens møde en oktav højere, end den statistisk set ellers ville lyde i et bestyrelseslokale, for i dag handler det om kvinderne.

Dagens arrangement »Kvinder på toppen« har som mål at sætte fokus på kvinders bestyrelseskarrierer, så erfaringer kan videreformidles. Når temaet er Business-kvinder, kommer man ikke udenom, at der i lang tid ikke har været en ligelig fordeling mellem, hvilket køn der dominerer i bestyrelseslokalerne.

Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at stigningen i kvindelige bestyrelsesmedlemmer inklusive udlændinge i børsnoterede virksomheder snegler sig af sted. Fra maj 2016 til august 2016 så man faktisk et fald på en procent fra 16,9 pct. til 15,9 pct.

Sanna Suvanto-Harsaae er den første taler. Hun har helt forladt den operationelle karriere til fordel for rollen som professionel bestyrelseskvinde. Bestyrelserne tæller 12 i alt og rummer bl.a. Babysam, SAS og Sunset Boulevard.

»At skifte til en bestyrelseskarriere er den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Der findes ikke en normal arbejdsuge,« siger Sanna Suvanto-Harsaae.

Vejen til en succesfuld karriere handler for Harsaae om at kende sine spidskompetencer og om at vide, hvad man kan byde ind med. Og vigtigst af alt skal man være »på« hver gang bestyrelserne mødes.

»Et bestyrelsesmøde er ligesom en olympisk sportspræstation. Man mødes seks gange om året, og hver gang skal man være 110 pct. på. Man bliver nødt til at kunne råbe højt, for der er tit mange store egoer, så man skal have både personlighed og attitude,« siger hun.

Marianne Dahl Steensen er administrerende direktør i Microsoft Danmark og medlem af bestyrelsen. En vigtig erfaring som hun har gjort sig i Microsoft er, at man skal have et stærkt personligt brand, og man skal kunne stå for noget.

»Jeg tror, at jeg står for at turde kaste mig ud i noget, der ikke er blevet prøvet før, og når jeg har gjort det, har jeg også leveret og haft succes med det,« siger hun.

Både Marianne Dahl Steensen og Sanna Suvanto-Harsaae er enig om, at der er for få kvinder i de danske bestyrelseslokaler. I Danmark har man det, der hedder en »soft law«, der betyder, at loven pålægger de 1200 største virksomheder at udarbejde en politik for at øge andelen af det underrepræsenterede køn i virksomhedens ledelse.

Denne soft law er en god idé, siger talerne - den virker bare ikke i praksis.

»Det er i princippet en god idé, men det virker bare ikke. Indrapporteringen foregår ikke ordentligt, så det giver ikke et retvisende billede af kønsfordelingen,« siger Sanna Suvanto-Harsaae.

Ifølge Marianne Dahl Steensen kan det være en fordel at være en kvinde i jagten på bestyrelsesposten.

»Jeg oplever, at mange bestyrelser rigtig gerne vil have kvinder ind. Men det kræver, at der er nogle, som har direktørerfaring på et vist niveau, og dem er der simpelthen for få af. Men blandt dem, der har, tænker mange nok, »jeg har børn og travlt, og det har jeg simpelthen ikke tid til oveni«. Der er mange flere mænd, der har direktørerfaringerne, og det er ofte vejen til en bestyrelsespost,« siger hun.

»Kvinder på toppen« blev afholdt i samarbejde med Deloitte, Gorrissen Federspiel og Sampension.