»Kvinder bliver ofte omtalt, som om vi er en minoritet – men vi udgør jo halvdelen af befolkningen«

Aktionærforeningen Best Women køber aktier i børsnoterede virksomheder med få eller ingen kvinder i direktionen eller i ledelsen. Aktieposterne giver adgang til generalforsamlinger og taletid, hvor kvindemanglen kan påtales.

Helena-foto
Aktionærforeningen Best Women arbejder for at få flere kvinder i bestyrelser og direktioner og stiller kritiske spørgsmål på virksomheders generalforsamlinger. “Vi stiller os op på talerstolen og spørger: Hvor er kvinderne?,« siger foreningens næstformand Helena G. Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

»Der skal flere kvinder i de danske bestyrelser og ledelser.«

Så kort er visionen og målet for aktionærforeningen Best Women, der i sidste uge lod sin kritiske stemme høre på Ambus generalforsamling. Ambu har siden 2013 haft en ambition om at få en kvinde i bestyrelsen, men det lykkedes heller ikke i år. Og det påtalte aktionærforeningens næstformand, Helena G. Hansen.

»Vi køber aktier i de virksomheder, der ikke har nogen kvinder i deres bestyrelser, og derfor har vi desværre også en aktie i Ambu,« sagde hun fra talerstolen henvendt til Ambus bestyrelsesformand, Jens Bager.

Best Women får adgang til generalforsamlinger ved at købe aktier i virksomheder med få eller ingen kvinder i direktionen eller bestyrelsen, og her stiller foreningen så kritiske spørgsmål til virksomhedernes bestyrelser.

Helena G. Hansen, næstformand, Best Women

»Vi har i Danmark rigtig mange dygtige kvinder, som er fuldt ud kompetente. De er højtuddannede og har kompetencer og erhvervserfaring med sig, som gør dem kvalificerede til at sidde i bestyrelser og direktioner. Så det med at kvinderne ikke findes, den holder ikke.«


Helena G. Hansen tøver ikke med at betegne foreningen som børsaktivistisk.

»Vi stiller os op på talerstolen og spørger: Hvor er kvinderne? Vi spørger også, hvilke politikker virksomheden har for, at der kommer flere kvinder i bestyrelsen, og hvad den gør for at udvide pipelinen af kvinder på de forskellige ledelsesniveauer i virksomheden,« siger Helena G. Hansen.

Kvinderne er der

På nogle generalforsamlinger bliver der vrisset af Best Women, andre steder, som hos Ambu, bliver der taget lidt pænere imod foreningen, der overordnet arbejder for, at bestyrelser og ledelser afspejler kønsfordelingen i samfundet.

»Grunden til, at det er så vigtigt, at vi taler om de her ting, er, at kvinder ofte bliver omtalt, som om vi er en minoritet, men vi udgør jo halvdelen af befolkningen. Og vi har i Danmark rigtig mange dygtige kvinder, som er fuldt ud kompetente. De er højtuddannede og har kompetencer og erhvervserfaring med sig, som gør dem kvalificerede til at sidde i bestyrelser og direktioner. Så det med at kvinderne ikke findes, den holder ikke. De er der,« siger Helena G. Hansen.

Foreningen har i øjeblikket aktier i følgende virksomheder: Coloplast, Novo Nordisk, Chr. Hansen, ISS, Danske Bank, Lundbeck, Ambu, Carlsberg, FLSmidth og GN Store Nord.