Kvindelige topchefer i USA tjener mere end mænd

Ifølge en ny undersøgelse tjener kvindelige topchefer i USA's største selskaber mere end mandlige chefer. Dog er det blot fem pct. af topcheferne for disse selskaber, der er kvinder.

Foto: DREW ANGERER.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver The Wall Street Journal.

Den årlige rapport om topcheflønninger fra The Wall Street Journal konkluderer, at kvindelige topchefer de seneste seks ud af syv år har tjent mere end mænd i landets 500 største selskaber. For første gang er der hele tre kvinder blandt undersøgelsens top ti. Det drejer sig om cheferne Meg Whitman for Hewlett Packard, Virgina Rometty for International Business Machines og Indra Nooyi for Pepsi.

Flere faktorer er årsag til de højere lønninger til kvinder. Det skyldes blandt andet, at selskaberne ledet af kvinder klarer sig godt i forhold til udbytte til aktionærer og aktiens kursudvikling.

- Bestyrelsen i et selskab med gode aktionær- og driftsresultater vil som oftest belønne sin topchef, og det sker uafhængigt af køn, mener Irv Becker, der er specialist i cheflønninger hos konsulentbureauet Hay Group.

Sidste år modtog 21 kvindelige topchefer en lønningspakke med en medianværdi på 13,8 mia. dollar, 91 mio. kr., sammenlignet med en medianværdi på 11,6 mio. dollar, 76 mio. kr., for 382 mandlige topchefer.