Det vrimler med kvinder i de norske bestyrelseslokaler.
Siden vores nordiske naboer for seks år siden indførte strenge krav om, at børsnoterede selskaber skal have mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne, er antallet af kvindelige bestyrelsesformænd næsten fordoblet. Men rykker man fra bestyrelseslokalerne til direktionsniveau, er det svært at få øje på andet end jakkesæt og slips.
Sådan lyder det samstemmende fra flere norske organisationer, der følger området tæt. Konklusionen går igen i et forskningsnotat fra juni måned udgivet af det amerikanske National Bureau of Economic Research.
»Vi har desværre ikke set nogen nævneværdig effekt af lovgivningen på direktionsniveau. Men det er noget, der nu er kommet politisk fokus på, og som bestyrelserne godt er klar over, at de skal gøre noget ved,« siger Turid Solvang, direktør i Instiutt for Styremedlemmer, som er et forskningsinstitut i bestyrelsesforhold, der har nogle af Norges største virksomheder som medlemmer.Ifølge Curt Rice, professor på Tromsø Universitet og rådgiver for den norske regering i kønspolitiske spørgsmål, er der dog stor forskel på at rekruttere et bestyrelsesmedlem og en topchef.
»Det er ganske enkelt naivt at tro, at kvoter for kvinder i bestyrelser også automatisk vil føre til flere kvindelige topledere. Det er to helt forskellige ting. Når det gælder ansættelse til topstillinger, kommer nogle andre og meget ubevidste vurderinger ind over. Vi kan for eksempel se tydeligt i vores forskning, at selv i Skandinavien skal kvinder performe dobbelt så godt som en mand for at blive vurderet lige. Hvis en kvinde henter et sygt barn, bliver det opfattet negativt, mens det er positivt, hvis en mand gør det,« forklarer han og peger på, at det samme mønster gør sig gældende i universitetsverdenen, hvor mænd lettere kommer i betragtning til forskningsjob. Han håber dog, at de nye bestyrelser i højere grad end tidligere vil stille krav til virksomhederne om at blive mere bevidste om, hvad køn betyder.
»Vi ved, at man kan komme langt ved at gøre ledelserne opmærksomme på det og ved at indføre mere transparens om kvalifikationer, når virksomhederne ansætter,« siger han.
Ifølge Cato Backer, partner i det norske headhunterfirma BackerSkeie, er løsningen –hvis man altså anser de manglende direktør-kvinder som et problem – først og fremmest tid.
»Vi ser, at mange gerne vil have erfarne topledere, som er omkring 50 år eller ældre. Der er færre kvinder i den aldersgruppe, som har den rigtige uddannelse og erfaring. Men jeg tror, at det vil ændre sig med tiden,« siger han. Turid Solvang peger også på, at bestyrelseskvoterne kun er første skridt, og at det er for tidligt at bedømme, om de har været en succes.
»For det første skal vi jo huske, at kvoterne har levet op til det, de skulle, nemlig at sikre flere kvinder i bestyrelserne. Vi hører nu, at nogle headhuntere er begyndt at interessere sig for de kvinder, som sidder i bestyrelserne nu, fordi de pludselig bliver interessante til direktørstillinger. Så der sker noget, men det tager lang tid at ændre en kultur,« siger hun.
Berlingske Research har analyseret sig frem til, at der i de 25 største norske virksomheder er omkring 16 procent kvindelige chefer, primært inden for HR og kommunikation. Det er dog flere end i Danmark, hvor kun fem ud af 95 direktionsmedlemmer er hunkøn.
Daværende ligestillingsminister Manu Sareen (R) gjorde det i 2012 obligatorisk for de 1.100 største virksomheder og for statslige virksomheder at redegøre for antallet af kvinder i bestyrelserne.
Samtidig skulle de udarbejde en politik for at få mere lige repræsentation på de øvrige ledelsesniveauer. Udviklingen mod en mere ligelig repræsentation går foreløbig langtsomt, hvilket blandt andet ses ved at flere nye bestyrelsesuddannelser for kvinder har haft vanskeligt ved at tiltrække et tilstrækkeligt antal deltagere.
