KPMG på farlig kurs?

Revisioranalysen 2009: Danmarks tredjestørste revisionsselskab, KPMG, landede ufrivilligt midt i IT Factory-sagen. Første reaktion var tavshed, men 22 dage efter de første afsløringer kom KPMG med en pure frifindelse af sig selv. Eksperterne er langtfra enige i den konklusion, og kritikken er ikke bremset. Tilliden til branchen er på spil, mener de. Men måske er det KPMG’s eneste mulige forsvar i en turbulent tid.

Foto: Michael Altschul
Klar til en retssag
Den skråsikre stil kan imidlertid ud fra en juridisk synsvinkel vise sig at have sine fordele. Professor i erhvervsjura ved Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted, påpeger, at benægtelsen af enhver fejl vil stille KPMG bedre i et eventuelt og forventet søgsmål fra konkursboet:

“Lad os antage, at der er begået fejl, så risikerer KPMG et erstatningsansvar. I så fald er det tåbeligt at lægge alle kort på bordet, for så har man blottet sig,” siger Lars Bo Langsted, der dog også har et andet bud på skråsikkerheden:

“Det kan være, de ikke har lavet nogle fejl overhovedet, og så er det da lidt forfriskende, at de ikke bare lægger sig ned og undskylder,” siger han.

Uanset baggrunden for strategien, som formentlig holdes godt gemt bag lukkede døre hos KPMG-hovedkvarteret på Frederiksberg, så kan der også være en god forklaring på skråsikkerheden.

Ifølge ekspert i corporate branding på CBS, Henrik Merkelsen, kan det være gift for tilliden, hvis KPMG indrømmer den mindste fejl, fordi de ikke kan leve med mistillid.