KPI-helvedet

Siden Kaplan og Norton introducerede Balanced Scorecard i begyndelsen af 1990erne, har først erhvervslivet og siden den offentlige sektor underlagt sig diktatet om måling af mennesker, økonomi og processer. Måling virker som kontrolinstrument. Men det er håbløst misforstået som motivationsmiddel.

Foto: Simon Skipper. Portræt af de fire skribenter i Berlingske Business Søndag Merete Wedell-Wedellsborg, Alfred Josefsen, Stephen Bruyant-Langer og Charlotte Mandrup.
Læs mere
Fold sammen

Balanced Scorecard blev udviklet af en økonom og en ingeniør. Det præger modellen, der er analytisk, logisk og velstruktureret. Problemet er dog, at vi ikke alle er analytiske, logiske og velstrukturerede. Nogle af os er relationsstærke, fantasifulde, inspirerende, empatiske. Hvis vi skal måle en organisation, er vi naturligvis nødt til at standardisere. Men i stedet for at have en onesize-fits-all, bør vi tilpasse KPIer til menneskers grundlæggende forskelligheder.

I flere tusinde år har der eksisteret menneske-typologier; helt tilbage til Galen eller Galenos, der opdelte menneskers forskellige »humører« afhængigt af deres mest prominente kropsvæske. F.eks. de koleriske med deres gule galde, og sangvinikerens blod. Vi kan smile ad koblingen mellem kropsvæsker og personlighedstype, men det er påfaldende, hvor mange efterfølgende typologier, der har en opdeling der ligner Galens fire humørtyper.

En af de bedste typologier til ledelsesbrug er efter min mening Social Styles Model (SSM). SSM opdeler mennesker i fire forskellige typer: analytisk, imødekommende, energisk og ekspressiv. Som individer har vi en eller to dominante typer i vores personlige psykologi. Men mennesket er komplekst og kan aldrig reduceres til en type, og derfor bør målinger aldrig bruges alene, men betragtes som et samtaleinstrument, så medarbejder og leder sammen kan vurdere, hvad der er omstændigheder og vilkår, hvad der er indsats, hvad der er muligt med medarbejders personlighed, erfaring og kompetencer etc.

Den analytiske er en planlægger, detaljeret og logisk tænkende, arbejder godt alene og bekymrer sig om kvalitet. Den bedste motivation man kan give den analytiske er klare mål og rammer, og tilstrækkelige ressourcer til at lave et stykke godt arbejde. De fungerer fint med mål og delmål, for så vidt der er tilstrækkelige ressourcer til at møde disse. Ellers bliver målene til en kilde af frygt og stress.

Den energiske har fokus på resultatet, er handlingsorienteret, arbejder godt alene og er grundlæggende uinteresseret i strategier og planer. Den mest effektive motivation for den energiske er et enkelt udfordrende mål ad gangen og frie rammer til at opnå det. Hvis man derimod giver de energiske delmål på proces, administration og relationer, dræber man deres energi og de taber fremdrift.

Den imødekommende er teamplayer’en, med fokus på kolleger og medarbejdere. De arbejder bedst i fællesskab og er socialt stærke. Måden man motiverer den imødekommende er ikke gennem mål; for den imødekommende er mål uinspirerende tal, der i værste fald får de svageste til at falde igennem. Hvis man skal bruge mål, må det være et enkelt fællesmål for teamet, ikke individuelle mål der kan splitte et team. Det er i øvrigt værd at huske, at i sundhedssektoren, som er målterroriseret, finder vi særligt mange imødekommende mennesker.

Den sidste type er den ekspressive, der er visionær, fantasifuld og entusiastisk. De arbejder bedst i fællesskab, hvor de kan opildne et team med inspiration og retning. De har meget lav tolerance for administrative rutiner, planlægning, detaljer etc. At afkræve KPI-efterlevelse af den ekspressive er som at bede Kvium male stuerent. Målstyring er et meget ineffektivt motivationsmiddel for de ekspressive.

De fleste ledere har stærke analytiske og energiske profiler, hvilket måske forklarer, hvorfor målstyring og KPI har nået den kompleksitet og udbredelse, det har. Men det kunne være så meget mere effektivt, hvis vi i højere grad tilpasser ingeniørmodellen til psykologiske forskelle.

En dag om mange år vil vores børnebørn tale om denne periode af måltyranni med samme smil på læberne, som vi har, når vi taler om Taylor, der gik rundt på produktionsgangene med et stopur i begyndelsen af det tyvende århundrede.