Kommunikationsnørden, der revolutionerede safariparken

Talent 100: Miriam Hindsgaul, 28 år, kommunikationspartner, DR

Miriam Hindsgaul

Kategori: Kommunikation og Public Affairs

Det skulle kun tage den selverklærede kommunikationsnørd Miriam Hindsgaul to år at gøre sig så uundværlig for Knuthenborg Safaripark, at de tildelte hende en plads i ledelsen på Knuthenborg Gods.

»Der opstod en fælles forståelse af behovet for at tænke kommunikation ind i de andre ben af forretningen,« siger Miriam Hindsgaul.

Den forståelse opstod ikke ud af ingenting. Som safariparkens kommunikationschef formåede hun at øge besøgstallet med 30 pct. og onlinesalget med næsten 40 pct. det første år.

Hun skar som det første alt print fra og satsede benhårdt på de sociale medier. Det gjorde hun blandt andet ved at inddrage parkens 140 medarbejdere, der kunne dele deres historier i en Facebook-gruppe. De historier kunne Miriam Hindsgaul bruge på de sociale medier.

»At inddrage medarbejderne på den måde er noget af det, jeg er mest stolt af. Min største force er at kunne sætte en båd i vandet, men hos Knuthenborg har jeg også lært at sejle den i land. Det har været vigtigt for min faglige udvikling,« siger hun.

Rasmus Nielsen er chefzoolog i parken.

»Miriam har evnen til at tage det helt banale og gøre det til en mærkværdig og forunderlig historie med sin innovative tankegang. Hun er energisk – og så er hun en sjov kollega,« siger han.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.