København er en ung iværksætterby

At det blev Odense, der løb med prisen som Årets Iværksætterby 2009, tager man med oprejst pande i Hovedstaden. København tror på sejr til næste år, når de mange nye iværksætter-initiativer er forankret i systemerne.

Foto: MICHAEL ALTSCHUL / VISUEL-MEDIE Fold sammen
Læs mere

Det skurrer måske i ørerne hos nogen, når landets mere end 1000 år gamle hovedstad bliver omtalt som ungdommelig. Ikke desto mindre har København Kommunes erhvervsrettede initiativer de seneste par år gennemgået en større reformation – specielt i forhold til iværksætterne.

Og det er kun godt et halvt år siden, at kommunen åbnede erhvervslivets nye kommunale hoveddør i Københavns Erhvervscenter (KEC).

Og netop det centraliseringstiltag er en af grundene til, at Københavns Kommune var helt fremme i førerfeltet ved uddelingen af prisen for Årets Iværksætterby 2009.

- KEC er det første erhvervscenter i Danmark, der indtænker både iværksætterrådgivning og myndighedstilladelser sammen i en mere helhedsorienteret indsats, skriver dommerkomiteen i deres bedømmelse af kommunen.

Prisen til Årets Iværksætterby uddeles af ErhvervsBladet.dk i samarbejde med Dansk Erhvervsfremmes Iværksætternetværk, Dansk Industri, de regionale væksthuse, DANA og Erhvervs- og Byggestyrelsen.

Èn dør

En af de helt store udfordringer for en kommune, der registrerer mere end 5000 nye CVR-numre hvert eneste år – af dem cirka 1500 reelle iværksættere – er at gøre det enkelt og overskueligt for den nystartede virksomhed at indhente de nødvendige og relevante tilladelser og oplysninger i øvrigt.

- Vi prøver hele tiden at blive bedre til at tænke helhedsorienteret. Kommunen har syv forvaltninger, som iværksætterne muligvis har brug for at komme i kontakt med. Derfor skal vi være bedre til at snakke sammen, så de kun behøver at gå ind ad en dør til kommunen, forklarer Jakob Brandt, erhvervschef i Københavns Kommune.

Med det for øje har kommunen således samlet alle erhvervsrettede aktiviteter i samme bygning – og endda flyttet den tekniske forvaltning til samme bygning, da de udsteder mange af de tilladelser, som virksomheder har brug for i opstartsfasen.

- Tanken er, at virksomheder aldrig skal gå forgæves i erhvervscentret. Alle spørgsmål skal kunne besvares, og det er medarbejdernes ansvar at indhente oplysninger fra de øvrige forvaltninger, siger Jakob Brandt.

Ind fra gaden

KEC har endvidere styrket fokus på iværksættermiljøet. København er uden sammenligning den kommune i landet med flest iværksættere, men det er en medalje, der også har en bagside.

- Det provokerer mig, at dødeligheden blandt iværksættere i København er højere, end den er de i resten af landet, siger Jakob Brandt.

I det lys har København iværksat en række initiativer, der skal gør det nemmere at få hjælp som iværksætter – før det for alvor brænder på. Blandt andet er står døren vidt åben hos KEC, hvilket også vurderes som overordentligt positiv i dommerkomiteen bag Årets Iværksætterby:

- Kunder kan komme direkte ind fra gaden og få svar på deres spørgsmål – det er ikke nødvendigt først at booke en aftale.

Men det er ikke det eneste initiativ fra KEC i kampen for at nedbringe dødeligheden blandt iværksætterne:

- Vi prøver også at skabe en løbende dialog ved aktivt at opsøge iværksætterne. På den måde kan vi måske fange nogen i opløbet og sparre med dem, inden det begynder at gå dårligt, og de er nødt til at dreje nøglen om, fortæller Jakob Brandt og fortsætter:

- Iværksættere er også kommunens fremtid og har derfor topprioritet hos os. Og vi håber og forventer, at vores mange nye tiltag og styrkede indsats vil afspejle sig på vores placering i konkurrencen til næste år.