Kinesisk rigmand vil købe et hjørne af Island

En kinesisk ejendomsinvestor vil købe 300 kvadratkilometer islandsk vildmark for at opføre resort og golfbane.

Foto: HALLDOR KOLBEINS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den kinesiske rigmand og ejendomsinvestor Huang Nubo er klar til at smide omkring 45 mio. kroner på bordet for at købe 300 kvadratkilometer islandsk vildmark, der skal laves til et stort øko-resort og golfbane.

Området Grímsstadir á Fjöllum svarer til omkring 0,3 pct. af hele det nordatlantiske ø-rige og er ejet af både private investorer, der allerede har sagt ja til handlen, og staten, der endnu ikke har besluttet sig, skriver Financial Times.

Kritiske røster har nemlig stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor der skal bruges et så stort areal til en golfbane. De frygter, at det er et kinesisk plot for at få kontrol over en del af den strategisk vigtige ø i Nordatlanten, der ligger mellem Europa og USA.

Dermed er øen nemlig både et knudepunkt mellem Nato-landene og en mulig mellemstation, hvis det i fremtiden lykkes at få åbnet et skibsrute nord om Asien.

Islands indenrigsminister Ögmundur Jónasson, der er ansvarlig for statens beslutning, siger til Financial Times, at han er bekymret overfor planen.

“Kina har været meget travle med at opkøbe land rundt omkring i verden, så vi bliver nødt til at være opmærksomme på de internationale betydninger,"siger han til avisen.

Huang Nubo er Kinas 161-rigeste mand ifølge Forbes med en formue på 4,6 mia. kroner. Han er også kendt som lidt af en eventyrer, der både har besteget Mount Everest og været på både Nord- og Sydpolen.