Keops henter tunge folk ind i bestyrelsen

Efter flere dages heftig kritik for dårlig corporate governance præsenterer Keops tre nye bestyrelsesmedlemmer. Bl.a. en Mærsk-direktør.

Keops styrker bestyrelsen markant ved at opstille tre nye kandidater fra den tunge ende af dansk erhvervsliv.

Tidligere i år foretog selskabet også en række andre ændringer, der skulle styrke selskabets corporate governance, god selskabsledelse, som handler om, at der skal være åbenhed, gennemsigtighed og uafhængighed i bl.a. sammenhængen mellem ledelse og bestyrelse i børsnoterede selskaber.

På generalforsamlingen 26. januar opstiller Keops direktør Steen Hundevad Knudsen, AP Møller - Mærsk, administererende direktør Jesper Møller, Toms Gruppen og Professor i regnskab Thomas Plenborg, Copenhagen Business School.

Steen Hundevad Knudsen er tidligere adm. direktør for Mærsk Data, der blev solgt til IBM. I dag sidder han hos A.P. Møller - Mærsk i afdelingen Group Strategy.

Det er værd at bemærke, at Jesper Møller fra Toms Gruppen er tidligere direktør i ISS, hvor Keops også har hentet den tidligere topchef Eric Rylberg, der i dag udvikler Keops´ strategi, og den nuværende ansvarlige for den daglige drift Karsten Poulsen, der var finansdirektør i ISS.

Da Keops ejer 33 pct. af Capinordic, hvor Steen Bryde er koncerndirektør, genopstiller denne ikke.

Bestyrelsen foreslår desuden genvalg af direktør Jørgen Basso Larsen, direktør Skarphédin Berg Steinarsson fra storaktionæren Baugur Group og direktør Eiríkur S. Jóhannsson.

Styrkelsen af Corporate Governance indgår i bestyrelsen sekspunktsplan for koncernens udvikling, som blev meddelt i årsregnskabsmeddelelsen 14. december.