Kasper Buch Roy

Økonomi og Finans

Pandoras finansielle oversætter

Som leder af Pandoras regnskabsafdeling er 35-årige Kasper Buch Roy ansvarlig for, at de tal, som smykkevirksomhedens datterselskaber i over 100 lande hver måned rapporterer videre til Pandoras investorer, er korrekte.

Hans egentlige talent består imidlertid i, at han også har øje for, hvordan de store mængder regnskabsinformationer kan bruges som internt analyseredskab, fortæller vice president for corporate finance hos Pandora, Lasse Carøe Henningsen.

»Kasper formår at løfte blikket fra finansarbejdet og sætte sig ind i Pandoras generelle problemstillinger og derefter oversætte finanssproget til at levere svar på dele af de udfordringer,« siger han.

Kasper Buch Roy har ikke selv erfaring som revisor, men derimod en forretningsbaggrund blandt andet som konsulent hos Deloitte og er dermed et usædvanligt cast til rollen som leder af Pandoras højt specialiserede finansafdeling.

»Jeg står i spidsen for nogle erfarne og meget dygtige medarbejdere, og min opgave er derfor at få dem til at forklare, hvad fordele og ulemper er ved at gøre det ene frem for det andet. I virkeligheden er evnen til at stille de dumme eller de rigtige spørgsmål nok i virkeligheden min største styrke,« siger Kasper Buch Roy.

Kasper Buch Roy, 35 år, director group reporting & accounting, Pandora

 

2006: Cand.merc., CBS

2010: Seniorkonsulent, Deloitte

2013: CFO, Emmerys ApS

2014: Head of group analysis, Pandora

2016-: Director, group reporting & accounting, Pandora