Andelen af kvindelige ledere i dansk erhvervsliv står i stampe, og de, der allerede er topchefer, er trætte af at svare på spørgsmål om deres familieliv. Alligevel efterspørger kvinder med leder­aspirationer i høj grad rollemodeller – og de er særligt vigtige i den danske ledelseskultur, mener virksomhedsantropolog Pernille Hjortkjær.

Ifølge hende hænger det sammen med, at man i Danmark ikke uddanner sig til at blive leder. I stedet har vi tradition for at gøre den bedste inden for et fagområde til chef. Derfor rekrutterer vi blandt dem, vi kender, og ud fra det, vi plejer at gøre.

»Det er med til at forstærke efterspørgslen på rollemodeller, for hvis vi ikke kan se os selv i de ledere, der allerede er, ser vi ikke os selv som ledere overhovedet,« mener Pernill­e Hjortkjær.

Og at kvinderne efterspørger rollemodeller, viser en undersøgelse fra det internationale konsulenthus Boston Consulting Group, som er udarbejdet i samarbejde med Berlingske og blev offentliggjort i går i Berlingske Søndag. Undersøgelsen er gennemført blandt 500 kvinder i 30 af Danmarks største virksomheder.

Over halvdelen af kvinderne giver udtryk for, at de er interesserede i at blive forfremmet. Nogle kvinder er tilbageholdende, da de er nervøse for, at en højere stilling vil kræve mere tid væk fra familien. Men de fleste kvinder mener, at manglen på kvindelige rollemodeller er et større problem.

35 procent af kvinderne efterspørger rollemodeller, som de kan spejle sig i og blive inspirerede af.

I modsætning til politiske overbevisninger eller personlighedstræk er diversiteten mellem mænd og kvinder meget synlig. Der er ingen tvivl, om det er en mand eller en kvinde, der præsenterer virksomhedens nye strategi eller står for at afskedige i forbindelse med en fyringsrunde. Derfor er forbilleder også særligt vigtige i netop denne problemstilling, siger Boston Consulting Groups administrerende direktør i Danmark, Mai-Britt Poulsen.

»Kvinderne efterspørger igen og igen rollemodeller, de kan spejle sig i og blive inspirerede af,« siger hun og understreger, at der findes mange forskellige typer rollemodeller. Det er dét, at der er nogen, der er vigtigt.

I rundspørgen efterlyser kvinderne særligt rollemodeller af begge køn, der har succes, samtidig med de har familieforpligtelser.

Antiheltinder

Kvinderne vil have realistiske rollemodeller, levende modeller, der har succes, samtidig med at de har familieforpligtelser. Kvinder, der forstår at balancere karriere og familieliv.

De adspurgte kvinder i undersøgelsen vender derimod ryggen til uopnåelige superkvinder, der har født fire børn og er blevet topchef på ingen tid. Og til kvinder, der har valgt børnene fra, fordi de ikke mente, at det var foreneligt med karrieren. Eksempelvis som Vestas’ finansdirektør, Marika Fredriksson, der for nylig til Berlingske sagde:

»Jeg har været benhård og ekstremt målrettet. Jeg valgte børn fra, da jeg indså, at det ville der ikke være tid til. For mig er arbejdet fantastisk.«

Vestas’ finansdirektør hører til blandt de syv procent kvindelige koncerndirektører i Danmark. Hun er fascinerende både at læse og skrive om. Men hun er ikke noget forbillede, siger forskningschef på Aarhus Universitet Dorthe Staunæs, der blandt andet har forsket i køn og ledelse.

Og sådan er det med mange af de kvindelige topledere. De er uopnåelige, enten fordi de udliciterer eller helt fravælger familieforpligtelser, eller fordi de ikke ønsker at stå frem som rollemodeller. I hvert fald ikke som rollemodeller for, hvordan man balancerer karriere og familieliv.

Det taler vi ikke om

Men kvindelige ledere vægrer sig ved at påtage sig den rolle ifølge Pernille Hjortkjær. Topchefer vil ikke skille sig ud på grund af deres køn. Af samme årsag ser vi ofte kvinder i jakkesæt. Det er også derfor, de ikke offentligt vil udtale sig om noget, de anser for at være kønsbetinget, vurderer hun.

»De seneste 20 år har ligestilling været et fyord. Danskerne har i alle henseender forsøgt at tage kønnet ud af diskussionerne. Hele 68-opgørets værdier hersker stadig. Den generation kæmpede for at udligne forskellene mellem kønnene, og vi vil fortsat helst have, at der ikke er nogen forskelle.«

Et af de bedste eksempler er tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Også hun nægtede at tale om køn, men blev i høj grad »kønnet« behandlet, siger Dorthe Staunæs.

Både Dorthe Staunæs og Pernille Hjortkjær mener, at de kvindelige lederes berøringsangst afholder flere kvinder fra at søge chefstillinger og er med til at fastholde billedet af de ensporede ledertilværelser. Og i det hele taget er danskerne bange for at tale om forskelle og køn, særligt når vi sammenligner os med de øvrige nordiske lande.