Kapitalpensionens død

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kapitalpensionen fik i forbindelse med skattereformen dødsstødet med virkning fra 1. januar 2013.

Formålet var at fremskynde skatteindtægter ved at få folk til at omlægge deres kapitalpensioner til en ny type pension kaldet aldersopsparing.

Aldersopsparing minder på mange måder om sin forgænger, da den også kan udbetales som et engangsbeløb.

Der er dog ingen skattefradrag på den nye pensionstype, hvor man i stedet betaler skat ved indbetalingen – man må dog højest indbetale 28.100 kr. om året.

Til gengæld slipper man for at betale 40 pct. i skat på udbetalingstidspunktet, som man skal med en kapitalpension.

Guleroden, der skal få folk til at omlægge til den nye aldersopsparing, er, at man slipper med at betale 37,3 pct. i skat nu i stedet for de 40 pct. på udbetalingstidspunktet.

Skatterabatten på 2,7 pct. gælder dog kun i 2013 og 2014. Har du en kapitalpension på 1 mio. kr., svarer det til en gevinst på 27.000 kr.

I første omgang kunne man kun få skatterabatten i 2013, men på grund af uenighed i pensionsbranchen om vilkårene for den nye aldersopsparing, har politikerne valgt at forlænge tilbuddet.

Selvom tilbuddet officielt gælder året ud, begynder de første pensionsselskaber dog allerede fra september at lukke ned for muligheden.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har en kapitalpension, kan du se det ved at logge ind på Pensionsinfo.dk via din netbank eller NemID.