Kan Slikbussen rulle?

Iværksætter under kniven. Peter Norup skaber sammen med forretningspartneren Rasmus Skovmand rullende slikbutikker med virksomheden Slikbussen Aps. Men kan han holde ideen kørende?

Foto: PR-foto

Enhver kiosk i Danmark sælger slik. Hvordan vil I sikre jer en levedygtig plads på markedet?

- Vi har noget slik, der er anderledes end det, du kan få alle andre steder. Vi elsker selv slik, så for os er det ikke bare en forretning. Vi har fundet ting, som vi ikke kan finde i danske butikker, men som vi kan huske fra vores barndom. Vi har også forsøgt at finde noget slik, som var anderledes. Vi har fundet lakridser med chilismag og vingummier med smag af rigtig frugt. Allerede nu har vi mere end 380 forskellige varianter stående i vores bus som bland-selv-slik. Vi regner med at skulle op på 600 forskellige slags. Grundidéen er, at folk skal have en rigtig stor oplevelse, når de kommer ind i vores bus. Det føler vi også, at de har, for de taber næse og mund, når de kommer ind og ser slik fra gulv til loft. Selv voksne stiller sig foran bussen og vil have taget billeder, fordi de synes, det er noget af det sjoveste, de har set. Samtidig arbejder vi også med franchise af vores busser.

Når man hører om jeres koncept, tænker mange sikkert på Hjem-is-bilen. Hvordan vil I adskille jer fra Hjem-is?

- Det er ikke meningen, at vi skal køre op og ned ad hver eneste gade, der findes, for at ringe med en klokke. Meningen er, at vi skal køre rundt til forskellige markeder. Der er ikke økonomi i at køre op ad hver eneste villavej. Vi kører med to koncepter i vores franchising: Stående busser og kørende busser. Mange vil få en fast placering.

En Hjem-is-bil sælger ofte store pakker per kunde. Hvordan har I tænkt jer at satse i forhold til volumen per kunde?

- Der er altså en del af vores kunder, som køber i kiloklassen. Det er ikke unormalt, at folk får hele kasser med hjem, og de indeholder to kilo slik. Vi laver ikke sampakninger på nuværende tidspunkt, men vi har blandet nogle slikposer til private og virksomheder, som måske gerne vil have ti slikposer til 20 kroner.

Du driver el- og installatørvirksomheden El-Peter Aps og et ejendomsservicefirma. Føler du ikke, at du spiller på for mange heste?

- Jeg synes, man skal lave det, der er sjovt. Når jeg arbejder otte eller ti timer i elforretningen, har jeg stadig masser af tid tilbage til at arbejde med Slikbussen. Dette her er ikke et arbejde, men en livsstil og en hobby. Jeg er vant til at have travlt og til at udnytte marginalerne for at få tingene løst.

Hvornår begynder I at tjene penge? Har I regnet på, hvornår I er i breake-even?

- Nej. Vores omsætning har været bedre, end vi turde håbe på. Vores første bus gav overskud fra den første måned. Pengene bruger vi til at investere i lager og fremtidige franchise-koncepter.

Læs også:

Han vil sælge billetter på Facebook

Er der et marked for enkle stilfulde smykker?