Kan du huske Preben Damgaard?

Brødrene Damgaard forede sig med en milliard kr. hver, da de var blandt sælgerne af IT-virksomheden Navision for godt ti år siden. Preben Damgaard, der netop er fyldt 50 år, har i modsætning til sin bror beholdt »det meste« af sin formue og efterhånden fundet ud af, hvordan han bedst forvalter, investerer og nyder den.

Ti år efter: Preben Damgaard savner ikke at være topdirektør. Foto: Niels Ahlmann Olesen.
Læs mere
Fold sammen

»Hvis du siger ja, betyder det endnu flere rejsedage og endnu mindre tid sammen med børnene og mig. Hvorfor vil du det, Preben?«

Spørgsmålet var ægtefællens reaktion på det tilbud, Preben Damgaard fik om en europæisk toppost i Microsoft i 2003. En reaktion, som fik ham til at indse, at det ville han faktisk heller ikke.

Han og de øvrige stiftere bag den danske IT-virksomhed Navision var ved salget af deres virksomhed fulgt med over i den amerikanske softwaregigant, og efter otte måneder kom tilbuddet om en større og mere prestigefuld stilling end den, han allerede sad i.

»Jeg var stolt, men Charlottes spørgsmål satte noget i gang. Den energi, jeg fik af at arbejde med vores egen virksomhed, kunne jeg ikke opnå i det kæmpe corporate maskineri, jeg var blevet del af. Det drænede mig tværtimod så voldsomt, at jeg i perioder var bange for at blive syg. Min rejse med Microsoft var forbi.«

Ti år efter og netop rundet det halve århundrede fremhæver Preben Damgaard den beslutning som helt central. Den sluttede det hektiske arbejdsliv, som var en stor del af hans identitet i flere årtier og gav ham mulighed for at få tid til sig selv og familien, der tæller fire børn – dengang var de mellem tre og 13 år.

»I næsten 20 år havde jeg kørt ud ad en motorvej og kun oplevet, at jeg kørte hurtigere og hurtigere på stadig bredere veje og i større og større biler. Pludselig kom der en afkørsel, som jeg valgte at tage. Jeg stod af, og bilen kørte videre uden mig.«

En lammer

I første omgang var det en næsten lammende oplevelse. Selv om salget af Navision betød, at han som 39-årig var rykket ind i den lille kreds af danskere, der kan betegne sig selv som milliardærer, og selv om alle muligheder syntes åbne – eller netop derfor:

»Der var så uendeligt mange muligheder i kraft af mit navn, mine penge og mit internationale netværk. Så snart det var offentliggjort, at jeg forlod Microsoft, væltede det ind med tilbud fra virksomheder, der ville have mig i bestyrelsen eller som medinvestor. Det var så overvældende, at jeg blev bange for at træffe beslutninger.«

Usikkerheden, som greb ham ved den forgyldte skillevej i livet, er tilsyneladende meget lidt kendetegnende for ham – i hvert fald deler han den sjældent med omgivelserne. Både mennesker, der kender ham professionelt og privat, fortæller, at han altid fremstår klar i sine udmeldinger. Svær at argumentere imod, fordi han har indsigt i det, han udtaler sig om, eller forbereder sig, til han får det. I rollen som bestyrelsesmedlem er han på med sin fulde opmærksomhed. Alvorlig og ansvarsbevidst, hvad enten han samtidig har investeret penge i virksomheden – hvad han ofte har – eller ikke.

Han har været vant til at have ansvar for medarbejdere og budgetter, fra han var ganske ung, og det var helt efter planen. Allerede da han var i den alder, hvor en cykeltur var ensbetydende med hudafskrabninger på knæene, begyndte han at formulere det for sig selv: En dag ville han være leder i sin egen virksomhed.

»Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Min far var assurandør og min mor bogholder, men jeg ville have en virksomhed,«siger Preben Damgaard, der stadig indkasserer skrammer på to hjul. Han er netop blevet befriet for gipsen om højre håndled efter et styrt på mountainbike i franske bjerge og giver et lidt forsigtigt håndtryk ved mødet i et kontorfællesskab på Sankt Annæ Plads i København. Her har hans investeringsselskab adresse i rammer, som allerede i indgangspartiet emmer af eksklusivitet med lysekroner, sildeparket i eg og messingskilt, der forkynder, at her har en stribe eks-CEOer deres gang. I hvert fald indimellem denne formiddag er der tyst på kontoret bortset fra et kortvarigt lydinput fra Livgarden, der trækker op uden for de åbentstående vinduer.

Brødrene ville hinanden

Preben Damgaards handelstalent begyndte at manifestere sig i teenageårene. Han tog til Sverige og opkøbte fyrværkeri, som var ulovligt herhjemme og derfor let at afsætte til omgangskredsen i Bagsværd, hvor han voksede op i et rækkehus sammen med sin to år ældre storebror, Erik. De to tjente også penge på knallerter og havde en arbejdsfordeling, der senere gik igen i Damgaard Data, som de etablerede i rækkehusets kælder: Erik tog sig af det tekniske, Preben af salget.

»Vi har altid komplementeret hinanden på flere planer og villet hinanden. Selv da vi arbejdede sammen og sås hver eneste dag, holdt vi også ferier sammen med hinanden og vores familier. Erik er alt det, jeg ikke er. Han er mere upoleret og ligeglad med, hvad andre synes, og så er han et teknisk supertalent, mens jeg er mere kommerciel og har færdigheder inden for ledelse,« siger Preben Damgaard.

Det er der mange, der er parate til at give ham ret i. Preben Damgaard beskrives som en benhård og dygtig forretningsmand – kalkulerende, men også behagelig og ligetil. Som chef behøvede han ikke at hæve stemmen over for medarbejdere. Han var en chef, man nødigt ville skuffe. Han beskrives af venner som meget loyal, også over for gamle venner, selv om han er kravlet ovenud ad den sociale rangstige og er kommet til store penge.

Lavpunkt og højdepunkt

Parallelt med, at Damgaard Data voksede sig stort, skete det samme for firmaet Navision med et tilsvarende produkt. Det endte med en fusion mellem de to firmaer, men først skulle Damgaard Data børsnoteres. En sand festdag, aktien blev 16 gange overtegnet og kursen tårnhøj. Men ikke ret længe. Efter 55 dage måtte Preben Damgaard, der ligesom sin bror trak omkring 300 millioner kr. ud af virksomheden ved børsnoteringen, på et pressemøde forklare, at det var nødvendigt med en kraftig nedjustering. Et af de absolutte lavpunkter i hans karriere, hvor der var udtalt mistanke om, at brødrene havde spekuleret i at male en rosenrød fremtid for Damgaard Data:

»Det var 3. december 1999, og det stormede så voldsomt i Danmark, at tagene blev revet af. Det var meget symbolsk. Nedjusteringen var pinlig og ikke i orden professionelt. Det skabte en ond stemning, hvor man glemte, at det ikke var os, men banker og advokater, der havde skrevet børsprospektet og vurderet os. Men man kan og bør kritisere os for, at det kom som en overraskelse for os, at markedet reagerede så kraftigt på år 2000-problematikken. Salget stoppede bare.«

Året efter blev fusionen med Navision gennemført, og der var spænding om, hvordan det ville gå, når de unge kamphaner – Jesper Balser fra Navision og Preben Damgaard fra Damgaard Data – skulle dele posten som CEO. Der viste sig hurtigt at være god kemi imellem dem.

»Jeg ved ikke, om der har været en succesfuld forhistorie i erhvervslivet med co-CEOs i en børsnoteret virksomhed. Det var et eksperiment. Jeg tog de ydre linjer, han de indre, og det blev en god cocktail,« konstaterer Preben Damgaard.

Kort efter sammenlægningen bejlede Microsoft, og efter forhandlinger ad flere omgange blev prisen fastsat til 11 milliarder kroner. Af dem fik brødrene hver en milliard kroner:

»At blive købt af Microsoft, en af verdens mægtigste virksomheder, var den ultimative anerkendelse.«

Nye forretningsmodeller

Da Preben Damgaard havde sagt op hos Microsoft og vurderet de tilbud, han fik, sagde han ja til en stjerneparade af bestyrelsesposter: B&O, TDC og Rockwool. Men det havde ikke hans passion:

»Jeg var med i spændende projekter, men når man får 100 sider lange rapporter på bestyrelsesmøder og ikke kan sætte en finger på noget som helst, er det ikke så sjovt. Jeg kan bedre lide at arbejde med mindre, teknologiske virksomheder, der arbejder med at udvikle nye forretningsmodeller, og hvor der er masser af ting, jeg kan hjælpe med.«

Der er dog grænser for, hvor små og uetablerede de må være. Preben Damgaard har set sin bror miste det meste af sin formue og er blevet forsigtigere i de seneste år:

»Hvis en investering ikke er betydelig for mig, men der er en betydelig gevinst, der måske kan opnås, vælger jeg af og til at investere med hjertet. Ellers er jeg meget konservativ.«

Før han blev det, investerede han blandt andet et mindre tocifret millionbeløb i en Bille August-film med Connie Nielsen i hovedrollen. Det skyldtes, at en god ven fra studietiden var involveret i filmselskabet. Preben Damgaard mente også, at han kunne tjene gode penge på filmen, men tabte omkring halvdelen af sin investering:

»Det var meget sjovt med en film og lidt stjernestøv, men jeg blander ikke længere penge og venner. Det er en dårlig idé, har de seneste ti år lært mig – ingen nævnt, ingen glemt,« siger Preben Damgaard, der forsat er venner med den daværende filmmand.

Sammenflettet økonomi

Parløbet mellem Preben og Erik Damgaard fortsatte i investeringsselskaber, efter salget af Navision var en realitet. Erik Damgaard udviklede sig til mediedarling, der optrådte som kendis-rigmand med farverigt forhold til Anni Fønsby og talent for at vælge de forkerte, nyrige forretningsforbindelser. Når hans lillebror blev omtalt, var det mest som sin brors modstykke, et privat familiemenneske og konservativ med sine investeringer. I virkeligheden var deres investeringer tæt forbundet frem til 2008, hvor de tabte en stor del af deres formue i aktieposter i Capinordic Bank, Greentech og vindselskabet Eurotrust – og derefter fik adskilt økonomi.

»I tre år var jeg med til at forsøge at rekonstruere min brors koncern, indtil den gik konkurs i 2011. Det var meget problematisk. Jeg var ked af det og sov ikke om natten, for det var frugterne af 20 års arbejde, der stod for fald for Erik, og jeg gjorde mit yderste for at hjælpe. Samtidig er jeg lykkelig over, at jeg ikke blev revet med ned, som der var en reel risiko for. Jeg er glad for, at jeg står tilbage med hovedparten af min formue og har mulighed for at have et fantastisk liv,« siger Preben Damgaard, der ikke længere er milliardær, men ikke vil komme det nærmere.

Erik Damgaard, der i dag bor i Spanien, ønsker ikke lade sig interviewe, men hans lillebror siger, at deres forhold har overlevet, og andre har samme udlægning.

Plads til drengen

I Preben Damgaards version er et fantastisk liv blandt andet at være aktiv:

»Jeg var karrieremand, til jeg forlod Microsoft. Det efterlod ikke meget tid til drengen i mig. Jeg elsker at være aktiv, og den side har jeg mulighed for at udfolde nu.«

Ud over løb, mountainbike og dykning omfatter fritidslivet blandt andet jagt på eksotiske dyr rundt om i verden. Et af de første dyr, han skød, var dog en almindelig tyr, som var stukket af fra en landmand. Preben Damgaard var på bukkejagt i Sverige, men havde ikke fået løsnet et eneste skud, så han fik trøsteskud på den vildfarne tyr. Og fik et trofæ i form af det ene horn med hjem til Holte.

Her bor han med familien direkte til Furesøen i en villa, der med have og pool breder sig over oprindeligt to matrikler. Preben Damgaard købte nabovillaen og rev den ned for at få plads nok. Det vil sige, han købte den gennem en stråmand, for Damgaard var på kant med naboen og vurderede, at prisen ville blive derefter, hvis han viste sig som interesseret køber med dybe lommer.

Det var et greb i en af dem at erhverve den Per Kirkeby-tegning, der hænger i den velassorterede vinkælder under villaen. Tegningen er kladde til etiketten på en Rothschild-vin, som kunstneren malede i 1992:

»Når man tager en Rothschild-vin fra hylden, kan man stå og sammenligne etiketten og den kladde, der hænger på væggen. Den købte jeg for 100.000 kr. i New York. Al respekt for penge, men det var et scoop,« siger Preben Damgaard, som det også er lykkedes at få Per Kirkeby overtalt til at male direkte på den bærende søjle i vinkælderen.

»Vi bor dejligt, og jeg lever et behageligt liv. Jeg har aldrig travlt længere, men jeg kunne ikke forestille mig slet ikke at arbejde. Det giver en feedback på det, man foretager sig, som er svær at undvære. Det passer mig rigtigt godt at arbejde i bestyrelser bag chefen i stedet for at være den, der er fokus på. Den Preben Damgaard, jeg var tidligere, findes i alle succesrige virksomheder, og han brænder sit lys i begge ender. Jeg er glad for, at det er nogle andre, der ligger vågne om natten nu.«

Køb adgang til månedens Berlingske Business Magasin i PDF-format her