»Kære netværk, skaf mig en lejlighed«

En god relation bygger på gensidig respekt og interesse. Det nytter ikke kun at tage fat i sit netværk og sine bekendte, hvis man har mistet jobbet eller står uden tag over hovedet.

Vibeke Skytte, Direktør hos Lederne, har ordet. Fold sammen
Læs mere

Forleden hørte jeg en interessant historie, som fik mig til at tænke lidt over, hvad man skal gøre – og især, hvad man ikke skal gøre – for at pleje sine relationer.

En kollega fortalte, at hun havde fået en sms fra en yngre kvindelig bekendt. Formålet med sms’en var tydeligt. Den unge kvinde kontaktede, som hun skrev, sit netværk, fordi hun »snarest havde brug for en tre-værelses lejlighed til maksimum 6.000 kroner om måneden«. Sms’en var altså ikke bare sendt til min kollega, men også til flere andre.

På trods af, at der er tale om en mangeårigt bekendtskab, undlod min kollega at svare på sms’en, idet hun ikke brød sig om fremgangsmåden. Som min kollega sagde til mig: »Med den fremgangsmåde har hun ikke fortjent min hjælp.«

Både i forhold til private venner, bekendte og mere perifere relationer og i forhold til de arbejdsmæssige relationer og netværk er det værd at reflektere over, hvad man skal gøre for at pleje og vedligeholde dem, og hvad man kan tillade sig at stille af krav.

En god relation er for mig en forbindelse med et andet menneske, som bygger på gensidig respekt og interesse. Vi behøver ikke at være hverken i familie med hinanden eller nære venner. Det kan lige så vel være en person, som jeg har en arbejdsmæssig relation til, eller som jeg kender fra et netværk.

Det er heller ikke antallet af kontakter, herunder antallet af fysiske møder, som er afgørende. Afgørende er derimod, om relationen bliver plejet af begge parter. At der er en vis gensidighed. Og at personen, apropos sms-historien, ikke bare kontakter mig, når hun har brug for hjælp, men også i ny og næ husker at spørge ind til mit liv, mit arbejde og det, der i øvrigt optager mig.

Der kan være mange forklaringer på, når folk griber dét at have relationer an på samme måde som den unge, boligsøgende kvinde. Hun har sikkert haft travlt, har været desperat ved tanken om snart at stå uden tag over hovedet, og så har hun måske ikke kunnet tage sig sammen til at kontakte sit netværk personligt. Undskyldninger er der ofte mange af – men i dette tilfælde kan jeg faktisk godt forstå min kollega, som dels stod tilbage med følelsen af at blive udnyttet, dels var pikeret over ikke at blive kontaktet personligt i dette absolut personlige anliggende.

En relation er ikke bare én, man kender, og som man ensidigt kan trække på. Det gælder, uanset om relationen er en person, man mødes med fysisk, taler i telefon med, eller som man er »ven« med på Facebook eller »connectet« med på LinkedIn. Og eksemplet med den massedistribuerede sms er ikke enestående. Ofte hører jeg om og fra ledere, som er på udkig efter et nyt job, og som søger vejledning om, hvordan de får det via netværk. Her må jeg skuffe de pågældende og fortælle, at hvis de ikke allerede har et godt netværk, som de har plejet længe, venter der et langt, sejt træk forude. Husker du først dine relationer, når du selv har brug for hjælp, er det ofte for sent.

Mit råd er, at man skal gøre sig den ulejlighed med jævne mellemrum at gennemgå sine relationer og spørge sig selv, hvad man konkret har gjort for at pleje relationerne. Hvornår har man sidst kontaktet relationerne og spurgt ind til deres gøren og laden og måske tilbudt sin hjælp?

Når det tilsyneladende er så svært for mange, tror jeg blandt andet, det skyldes, at vi er blevet mindre spontane i vores måde at omgås hinanden på. Vi skal helst have en anledning til at tage kontakt.

Men i bund og grund er det så lidt, der skal til. Havde min kollegas bekendte gjort sig den ulejlighed at kontakte sine relationer lidt oftere og spørge ind til deres liv, havde min kollega og de andre, som fik sms’en, sikkert haft lyst til at hjælpe. Nu blev resultatet, at hun ikke fik en lejlighed, men i stedet en kold skulder.