Jyderne vil ikke hjem

Frisk luft, billigere boliger og en charmeoffensiv fra erhvervslivet kan ikke rokke ved jyderne i København. Tre jyske virksomheders ”kom-hjem-kampagne” i foråret var et godt mediestunt, men gav ingen nye medarbejdere.

Det ser ud til, at jyderne i København bliver, hvor de er. I marts var det Københavnske bybillede ellers præget af gigantiske plakater med ordene ”Kom hjem”. Det var en opfordring fra de tre store sønderjyske virksomheder Danfoss, Sauer-Danfoss og Linak til hovedstadens jyske indbyggere om at vende tilbage til Jylland.

Men den storstilede kampagne har ikke haft nogen effekt udover en masse medieomtale. Det er de tre virksomheder dog tilsyneladende tilfredse med, på trods af de mange PR-kroner, der er brugt på projektet.

Det er enslydende for de tre virksomheder.

”Vi må nok være ærlige at sige, at det vakte megen opmærksomhed, men det har ikke haft den store effekt, sådan så vi har ansat i stribevis af hjemvendte jyder. Det var heller ikke forventningen. I første omgang var det et spørgsmål om at skabe opmærksomhed, og det fik vi,” siger HR-manager i Linak, Anne-Marie Gissel.

Virksomhederne har ikke tal for, hvad kampagnen specifikt kastede af sig. Både Linak og Sauer-Danfoss siger, at det har resulteret i nogle få ansættelser.

”Nu var det jo ikke sådan, at kampagnen var specifikt rettet mod jyder – det var med et glimt i øjet vi sagde kom hjem. Det var et spørgsmål om at få et større potentiale af ansøgere fra hele landet, da de fleste af vores ansatte kommer fra regionen. Vi har fået ansat nogle med henvisning til kampagnen, men ikke gjort op, hvad det kastede af sig i alt. Det er jo heller ikke sådan, at man kan køre en kampagne i 14 dage, og så er rekrutteringen på plads. Det var en opmærksomhedskampagne, som så bliver fulgt op af andre ting,” siger Steen Neergaard, der er senior PR konsulent i Sauer Danfoss.

Kommunikationschef i Danfoss, Ole Daugbjerg, forklarer, at Danfoss ikke fører statistik over, hvor i landet nye medarbejdere kommer fra, men i modsætning til de to andre virksomheder, fik Danfoss ikke umiddelbart større trafik på sin hjemmeside.

”Vi har forholdsvis meget trafik på vores site i forvejen, og den har ikke været markant større i perioden. Men jeg ved, at der har været en hel del, som har refereret til kampagnen, når de har været til samtaler, og der har været mange vittigheder internt, hvor man har sagt til hinanden ’Nå, er du også kommet hjem’,” siger Ole Daugbjerg.

Mange ansatte i Danfoss er dog hjemvendte jyder, ifølge Ole Daugbjerg.

”Vi har en del, som har læst andre steder og også arbejdet andre steder, som typisk synes, det er rart at komme hjem, hvor der er plads og frisk luft, når de får børn. Og som kender området og ikke lider af vrangforestillinger om, at det ligger lidt for langt ude, men at her faktisk er meget hyggeligt,” siger Ole Daugbjerg.

Det er især ingeniørerne, der er efterspurgte i virksomhederne.

”Vi er ramt af det, hele landet er ramt af – manglen på ingeniører. Men på andre områder er det ikke noget problem at få alle job besat, og vi har også en rimelig ansøger-mængde. Men vi kan godt mærke, at mængden slet ikke er på højde med for bare to til tre år siden,” siger Anne-Marie Gissel fra Linak, der også godt vil afsløre, at der nok kommer en fortsættelse af ”Kom-hjem-kampagnen”.

”Der kommer da nok en fortsættelse. Vi skal lige i tænkeboks,” siger hun.