Jeppe Christensen

Jeppe Christensen, Talent 2016.
Læs mere
Fold sammen

Han reformerer Ikeas køkkener

Ægte talenter mestrer flere fagligheder. Hos Jeppe Christensen er det forretning og design.

»Jeppe er jo økonom og kan alt det med tal. Men han er også virkelig sikker i sin sans for stil og design. Der er han totalt skarp,« fortæller Michael Andersen. Han er Jeppe Christensens partner i iværksætterens seneste og mest globale projekt Reform.

Den halvandet år unge virksomhed går efter et åbenlyst hul i køkkenmarkedet, hvor råvarerne stort set er de samme, mens detailpriserne varierer voldsomt.

»Vi tilbyder færdige design fra de dygtigste arkitekter og designere. Kunden køber indmaden i Ikea, og så leverer vi fronterne klar til at blive klikket på,« forklarer Jeppe Christensen.

Råvaren, køkkenelementerne, kommer fra Ikea, og Reform har dermed en global spiller som infrastruktur.

»Det er meget vigtigt for os at have skalerbarhed, og med Ikea kan vi bevæge os ud i hele verden med vores koncept,«siger han.

Jeppe Christensen blev iværksætter allerede som teenager og har i sit 33-årige liv gjort forretning i smykker, møbler og virtuelle guides. Drivkraften er imidlertid ikke så meget gode ideer.

»For mig er det at være iværksætter et spørgsmål om frihed. Hvis du kun går efter en idé for at tjene penge, er den dømt til at fejle. Store drømme og hårdt arbejde er vigtigere drivkræfter end den gode idé.«

Jeppe Christensen

32 år, CEO & co-founder, Reform

2007: Ejer, Kampingvognen.dk

2008: Ejer, 38

2010: Cand.merc. marketing & economics, CBS

2010: Marketingchef, Frokost.dk

2010: Partner, Furnish

2014-: CEO & co-founder, Reform