»Jeg taler af et åbent hjerte«

Homoseksuelle og andre med en anden seksuel orientering skal føle, at de kan være sig selv i Pressalit Group.

Dan Boyter Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Deler en ansat med kollegerne, at han eller hun har en kæreste af samme køn, vil reaktionen være, at nå ja, sådan er det også med chefen.

Sådan er det hos producenten af toiletsæde- og badeværelsesprodukter for handicappede Pressalit Group A/S, fortæller virksomhedens ordførende direktør, Dan Boyter, der som led i at skabe mangfoldighed i virksomheden selv er helt åben om sin homoseksualitet, så andre med en anden seksuel orientering føler sig velkomne i firmaet.

»Vores agenda som virksomhed er ikke seksualpolitisk. Den er langt bredere, når det gælder mangfoldighed. Men jeg har været meget oprigtig og for eksempel haft min kæreste med til firmafester og andre arrangementer. Ens kæreste er man jo stolt af, så det skal der være plads til. Det er kun naturligt. Så når jeg taler til medarbejderne om, at det er vigtigt, at der også er plads til kolleger af en anden seksuel orientering, ved de, at jeg taler af et åbent hjerte,« siger Dan Boyter, der dog lige nu er single.

Den rette profil

For ham og for virksomheden har det stor betydning at være attraktiv for alle uanset seksuel orientering. Ellers risikerer virksomheden at miste talenter.

»Homoseksuelle kan have alle mulige baggrunde og kompetencer lige som alle andre. Men jeg ville være meget ked af at gå glip af meget kompetente mennesker, fordi man havde en opfattelse af, at her ikke var et miljø, man kan være sig selv i,« siger Boyter.

Svært emne

I Pressalit Group nøjes man derfor ikke med at have en topchef som rollemodel for at signalere åbenhed over for folk med en anden seksuel orientering. Det står formuleret i virksomhedskulturen, som kan ses på firmaets hjemmeside og lyder, at man har »øje for mangfoldighed, etnicitet, uddannelsesbaggrund, køn, religion, seksualitet, alder og arbejdsevner«.

»Men det er ikke nok, at topledelsen italesætter emnet. Det skal indarbejdes i lederrollerne hele vejen ned, så de ansatte også oplever det i praksis. Så i de senere år har vi gjort meget ud af at klæde vores ledere på til det,« siger Dan Boyter, der fortæller lederne, at det er helt legitimt at finde emnet svært.

»Vi vil hellere have, at de kommer og siger det, hvis de ikke ved, hvordan de skal tackle det. Ellers tackler de det måske slet ikke, og så ender det i misforståelser,« siger Dan Boyter.

Tag partneren med

Åbenheden skal findes helt ned i detaljen af arbejdspladskulturen. Det skal være naturligt for de ansatte at fortælle hinanden om deres gøren og laden og kunne sige navnet på deres kæreste, uden at der bliver reageret mærkeligt på det.

»Hvis man er sprunget ud og er i et miljø, hvor det er en naturlig ting, så vil man føle sig mere hjemme, have mere energi og arbejde mere for virksomheden,« siger Boyter.

Når virksomheden inviterer til firmafester, indbydes »partnerne« med, så udtrykket er kønsneutralt.

»En eller anden dag har en ansat sin kæreste af samme køn med. Når det sker, vil jeg betragte det som meget naturligt, og det vil resten af organisationen også,« siger Dan Boyter.