»Jeg havde sådan et karrieremæssigt tunnelsyn«

Efter udstationering i Saudi-Arabien, en skilsmisse og to år som topchef i fødevarekoncernen Arla er Peder Tuborgh blevet bedre til at prioritere. Manden, der nævnes som Nils Smedegaards afløser i Carlsberg, arbejder fortsat meget – men ikke altid.

»Bagsiden er, at man som topchef er på hele tiden – altid. Det er nok det, der har overrasket mig mest. Alt hvad jeg gør, og alt hvad jeg siger, bliver fortolket meget mere end det, jeg siger og gør måske berettiger til,« fortæller adm. direktør i Arla, Peder Tuborgh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Bo Amstrup
Han kommer fra Rynkeby, arbejder med mælk, hedder Tuborgh og nævnes som mulig ny chef for Carlsberg. Ja, endnu vides det ikke, om øllet blev hans skæbne, men noget med drikkevarer er det i hvert fald …

Faktisk har Arla ejet Rynkeby Mosteri halvt om halvt med Carlsberg indtil midt i 1990erne. I dag er Dagmar Andresens legendariske mosteri 100 procent Arla-ejet, flyttet til Ringe og en saga blot i Peder Tuborghs hjemby.

Han var formand for den bestyrelse, der lukkede fabrikken i Rynkeby. Noget, han havde det skidt med – men mener var nødvendigt. Og sådan er ikke alle topchefopgaver lige morsomme. Der er sikkert også ting, der er sjovere end at være chef for en koncern, der bliver skydeskive for mange millioner af muslimers vrede.

Arla fik et overraskende godt resultat i 2006, der jo ellers var året med Muhammedkrise og boykot?

»Det havde i hvert fald intet med det at gøre! Årsresultatet havde været fantastisk, hvis det ikke havde været for Muhammed-krisen. Havde du spurgt mig sidste år ved denne tid, hvor vi havde tabt 450 mio. kr., så havde jeg ikke budt på, at vi kunne rette op på resultatet. Det har vi gjort især ved at få en række engangsindtægter ved at sælge nogle virksomheder. Vi fremrykkede nogle salg for at kompensere for tabene i Mellemøsten.«

Du har selv været udstationeret i Saudi-Arabien – gav det dig en forståelse for, hvad der skete?

»Jeg kunne nok godt forstå, hvorfor det var gået så grue­ligt galt. Boykotten blev et eksempel på den enorme forskellighed, der er mellem Vesten på den ene side og Mellemøsten på den anden. Når samfund er så fundamentalt forskellige, kræver det en vild indsats af begge parter at mødes igen. Det er så lykkedes, fordi de fleste – også dernede – gerne ville videre.«

Hvordan var det for dig at bo i Saudi-Arabien?

»Det er noget af det bedste, jeg har oplevet. Mine to ældste børn er født dernede, så i deres pas står der fødested: Riyadh. Vi var dernede på påskeferie i år, fordi jeg gerne ville vise dem, hvor de havde boet som små, og det var en fantastisk tur.«

Hvorfor var det så spændende at bo der?

»For mig fyldte jobbet meget. Man arbejder seks dage om ugen og mange timer. Men derudover lever man et meget nemt liv i et ellers svært miljø. Vi boede i en compound, som er en slags parcelhuskvarter med en mur omkring, og derinde kan man leve helt vesterlandsk. Alting fungerer omkring en, og der er nogen, der passer ens hus og have.«

Det lyder fuldstændig som et rigtigt overklasseliv?

»Overklasse er det kun i forhold til noget andet, og det var det ikke her. Alle i compounden levede det samme liv i et lukket miljø, der intet havde at gøre med det, der foregik ude i det saudiske samfund.

Det var en verden for sig, og der boede rigtig mange forskellige nationaliteter, og vi havde et meget intenst socialt liv. Der var ikke det her ligusterhæk-syndrom, for det var et fysisk meget åbent miljø. Når man kom hjem om aftenen, tog man shorts på, og der sker altså noget med mennesker, når de tager shorts på. Så droppede man ind hos hinanden, spillede tennis, spiste sammen og havde i det hele taget et rigtigt fritidsliv.«

Kom hjem og blev skilt
Hvad syntes din daværende kone om det?

»Hun nød det da også. Kvinder kan ikke arbejde dernede; men hvis man er i stand til at se mulighederne i en kortere årrække, ikke lade sig jage af karriere og i stedet se eventyret i det, så kan man have det rigtig godt. Man kan bo der i nogle år og være turist, så får man sådan en på opleveren.«

Men er der ikke mange ting, man synes, er forkert?

»Jo, og hvis det absorberer en, skal man ikke tage af sted. Jeg kunne godt lade det glide af.«

Du blev alligevel skilt, lige efter I kom hjem fra Saudi-Arabien. Hvorfor skete det?

»Tja, det er svært at rejse ud, men det kan også være svært at komme hjem igen – især for konen. Så skal hun pludselig til at have job, for det har alle andre, og det er ikke comme il faut at gå hjemme. Der foregår heller ikke noget på villavejene. Så hun skulle starte forfra på mange måder. Det ser nemmere ud for manden, der fortsætter sit trygge jobliv, som fylder mange af de vågne timer. Og jeg arbejdede mindst lige så meget, som jeg altid havde gjort. Men jeg fik ikke brugt tid til at få familielivet til at fungere i de nye omgivelser. Og så voksede vi vel bare fra hinanden. Jeg er bedre til at prioritere i dag. Jeg arbejder ikke 80 timer om ugen mere og synes heller ikke, det er macho.«

Hvad betød det for dig?

»I dag kan jeg godt se, hvad der skete for mig, men i situationen var jeg ikke særlig analytisk – man er jo groggy. Det er en utroligt stressende ting at blive skilt. Man skal ligesom gendanne sig selv. På det tidspunkt havde jeg i otte år arbejdet meget med udadvendte og absorberende ting. Jeg havde rejst frem og tilbage over grænsen til Tyskland i tre år og havde syntes, det var det mest spændende i hele verden. Det var mit saudiske eventyr også, både arbejdsmæssigt, familiemæssigt og socialt. I en efterrationalisering kan jeg se, at mit privatliv som voksent menneske og bevidstheden om det vel egentlig først begyndte, da jeg kom hjem fra Saudi-Arabien.«

Hvad gjorde du så?

»Det var mig, som rejste. Konkret flyttede jeg ind i en lejlighed tæt på mit gamle hjem og børnene. Jeg var meget fokuseret på, hvordan livet skulle hænge sammen især i forhold til børnene, der var tre og fem år dengang for godt ti år siden. Jeg besluttede mig for, at børnene var så vigtige, at de skulle have lov at diktere, hvilket råderum jeg havde, indtil de var blevet ældre. Det er vel først nu, jeg kan tillade mig at være mobil igen.«

Det første nej
»Jeg fik faktisk mulighed for at komme til udlandet i et af vores datterselskaber, og det sagde jeg nej til – udelukkende på grund af børnene. Jobbet var meget spændende for mig på daværende tidspunkt, og det var indlysende både for virksomheden og for mig, at jeg tog det. Men jeg sagde nej, og det var første gang i min karriere, jeg gjorde det. Jeg gjorde op med mig selv, at jeg ville være en del af børnenes hverdag, som jeg er i dag. Man skal være fysisk i nærheden; man skal tage med til forældremøder og se de venner, der kommer. Ellers glider man fra hinanden.«

Hvordan var det at sige nej?

»Det var meget ubehageligt … det var helt konkret Jens Bigum (Arlas daværende topchef, red.), jeg måtte sige nej til. Han forstod og respekterede, da jeg forklarede, at jeg var i en fase i mit liv, hvor jeg ikke kunne rejse.«

Hvorfor var det ubehageligt at sige nej?

»Fordi jeg indtil da altid havde gjort, som man sagde, jeg skulle. Og jeg havde altid fået spændende udfordringer. Jeg havde vel haft sådan et karrieremæssigt tunnelsyn. Det er noget, jeg holder øje med hos andre i dag. Det er bekymrende, hvis en ansat har det, for er det så et helt menneske?«

Der er noget med, du har prøvet at være udstationeret allerede som barn?

»Ja, for min far er professor ved Odense Universitet og havde mulighed for at komme ud i verden. Da jeg var syv år, tog han familien med til Stanford University, hvor han skulle arbejde. Der var vi et års tid, og jeg gik i skole der. Det var længe før PCen; men universitetet havde en computer, der fyldte et stort rum, og der fik jeg lov at sidde og lægge tal sammen, trykke på enter og se resultatet komme ud – det var spændende!

Da jeg var 15, boede vi et år i Firenze, hvor min far havde job, og jeg gik på den amerikanske skole. Det var et helt fantastisk sted at være. Der er meget smukt, og vi boede lige midt inde i byen ved en af de store pladser. Så det var et fantastisk år med venner, fester og scootere.«

Din far er professor i statskundskab, din mor folkeskolelærer – hvordan bragte det dig ud i dansk erhvervsliv?

»Det var nok lidt tilfældigt – jeg valgte at læse HA og cand. merc.«

Var det en form for oprør?

»Bestemt ikke, jeg er ikke særlig oprørsk. Min far havde ingen ambitioner om, at jeg skulle gå i hans fodspor, og jeg tror, mine forældre havde erkendt, at jeg ikke er sådan en vældig forskeragtig type. Jeg var ikke specielt god til matematik og naturvidenskab, og i gymnasiet var jeg samfundsfagligt orienteret. Så jeg skulle have en uddannelse med lidt bredde på. Jeg havde faktisk min far til enkelte fag såsom metodelære, for på Fyn er HA og cand. merc. en del af hele univer­sitetets campusmiljø, og de deler lærere.«

Arbejdsom ung mand
Men du er vokset op i Rynkeby?

»Ja, og så gik jeg på gymnasiet i Odense. Jeg tog rutebilen hver dag, indtil jeg fik mig en knallert, en Tomos. Det var enten det eller en Puch, man havde dengang. For mig var det nu mest et transportmiddel, som man skulle have. Hvis man var dreng og boede i Rynkeby uden en knallert – så var man stavnsbundet.«

Hvor havde du fået den fra?

»Jeg havde selv købt den. Jeg har arbejdet rigtig meget i min barndom og ungdom. Der var mange plantager, hvor vi boede, så jeg plukkede jordbær og æbler. Jeg havde en enkelt gang sommerferiejob på Rynkeby Mosteri, men mest arbejdede jeg på Rynkeby Maskinfabrik – to-tre dage om ugen. Da jeg fik kørekort, var der en konditor i Kerteminde, der var så letsindig at ansætte mig til at køre konditorkager ned til færgerne i Nyborg. Det gjorde jeg frygtelig tidligt morgenen, inden jeg kørte i skole.«

Var det noget, dine forældre gerne så?

»Det har jeg nu ikke fået nogen moralprædikener om, det var nok mest noget, jeg selv ville. Da jeg startede på HA, havde jeg også et firma. Det hed KT Clean – Kim og Tuborghs rengøringsselskab. Jeg havde lejet en kælderlejlighed i Odense hos et ægtepar, hvor manden arbejdede som ejendomsinspektør hos Nykredit. Dengang var der mange tvangsauktioner, og de huse skulle gøres i stand til at blive solgt. Han spurgte, om vi ikke ville gøre det, men vi var nødt til at lave et selskab og blive momsregistrerede. Så lavede vi KT Clean og havde også nogle studiekammerater til at arbejde for os.«

Du blev gift igen?

»Ja, med Mette, der er produktchef i Arla Foods. Vi mødtes til en sammenkomst i firmaet, og vi fungerer fantastisk fint sammen. Vores hverdage smelter ind i hinanden sådan følelsesmæssigt, og det er dejligt. Vi interesserer os også meget for de samme ting.«

Hvordan har det været at få et nyt kuld børn?

»Lige så fantastisk og dejligt som det første. Det med, at fordi man har prøvet det før, så bliver man robust – det er ikke helt rigtigt. Når de har deres problemer, er man lige så meget på stikkerne som altid. Og når Maria på 16 tager til Justin Timberlake-koncert i København med nogle veninder, så er jeg lige så bekymret, som man skal være. Gange to.«

Men du har vel forklaret hende, hvad drengene er ude på?

»Også lige så mange gange, at jeg bare får at vide, at jeg skal holde bøtte. Hun snakker fint med Mette, min »nye« kone. Det er pudsigt. Som forældre er der nogle ting, man ikke så godt kan snakke med sine store børn om, men Mette har et mere venskabeligt og mindre forældreagtigt forhold til dem, så hun får lov at være med i nogle ting, jeg ikke kommer ind i.«

En backup-far
Hvilken slags far er du?

»Jeg synes, jeg er en opmærksom far, men jeg er ikke den slags, der er meget aktiv med sine børn. Jeg er ikke dybt involveret i deres sport og står på sidelinjen og hepper eller melder mig som frivillig fodboldtræner. Men jeg er en nærværende far. Jeg er der og er der på deres præmisser. Det minder nok om den måde, jeg selv er vokset op på. Mine forældre stod heller ikke og heppede på mig til fodbold, men jeg husker dem alligevel som meget nærværende forældre. Jeg er der som forælder for mine børn, men er i baggrunden. Jeg er der, når de kommer hjem fra fest og vil gerne hente og bringe, men jeg involverer mig ikke så meget i deres dagligdag. Eller forsøger at være legeonkel eller lige så god en kammerat som kammeraterne, for det tror jeg ikke en pind på. Jeg er en backup-far.«

Hvordan foregår hverdagen?

»Hvis de to ældste, Maria og Kasper, er hos os, kører jeg dem i skole kl. 8 på vej til arbejde. Mette kører de to små i børnehaven. Hun henter dem også, for hun arbejder på nedsat tid. Jeg kommer hjem ved sekstiden, og så laver vi mad sammen … sådan ideelt set, for jeg rejser meget, og ingen dage ligner hinanden.«

Er du god til det?

»Jeg kan i hvert fald lave mad. Det har jeg lært hjemmefra, hvor jeg havde en maddag, og det blev taget alvorligt. De få gange, hvor det glippede for mig, fik familien ingenting at spise!«

Hvad er din hofret?

»Der er ikke nogen bestemt. I øjeblikket griller vi selvfølgelig meget. Men jeg kan lave et fantastisk ristaffel. Det har jeg haft god succes med, hvis vi lynhurtigt skal lave festlig og hurtig mad til mange mennesker.«

Hvilken materiel genstand er du gladest for?

»Det må være min bil – den elsker jeg. Det er en to år gammel Landrover, hvor der er plads til hele familien, det vil sige seks personer. Det er det mest luksuriøse, der er overgået mig længe. Man sidder dejligt i den, den siger ingenting, og man bare flyder gennem trafikken. Den er utrolig luksuriøs, selv om det godt nok roder helt vildt indeni. Og den gør sig også godt, når jeg er ude og besøge landmændene.«

Nu har du været topchef i Arla i præcis to år – hvordan har det været?

»Helt fantastisk, men absolut slet ikke som jeg havde forestillet mig. Muhammed-krisen var vel noget nær det mest abnorme, man kan komme ud for, og det har fyldt meget.«

Næste stop – fyring
Hvad er det fede ved at være topchef i Arla?

»Det er, at man sidder i en position, hvor man kan få noget til at ske. Hvis man har nogle drømme og ideer om noget, så kan man faktisk få det til at ske. Jeg har jo været her i så mange år, så jeg havde nok opsparet et behov for at gøre nogle ting.

Det seneste halve år har vi arbejdet meget med værdier. Det har man ikke gjort i Arla Foods tidligere, og jeg oplever organisationen som en stor tør svamp, der bare suger grådigt til sig. Det er helt centralt for mig, at vi får skabt et fælles værdisæt for hele virksomheden i alle landene.«

Hvad er det trælse?

»Bagsiden er, at man som topchef er på hele tiden – altid. Det er nok det, der har overrasket mig mest. Alt hvad jeg gør, og alt hvad jeg siger, bliver fortolket meget mere og af mange flere mennesker og måske mere end det, jeg siger og gør måske berettiger til.

En anden ting er, at man som topchef iblandt er meget alene. I nogle få tilfælde, så skal man fuldstændig selv tage vigtige beslutninger. Der er ingen, man hverken kan eller må rådføre sig med. Det skal man lige vænne sig til. Det er det fundamentalt nye for mig ved at blive toplederen. Det her at alles øjne hviler på en. Jeg trives nu godt med dette, fordi jeg har valgt at være mig selv. Fra starten besluttede jeg at sørge for, at det var Peder, der var blevet direktør, og ikke direktøren, der var blevet Peder. Hvis jeg har for meget facade, ville det blive ulideligt, og du ville en dag sidde her og gennemskue det.«

Hvorfor har du aldrig søgt ud af Arla?

»Jeg har altid fået nye muligheder inden for virksomheden, inden jeg begyndte at kede mig. Hvert andet eller tredje år er jeg blevet kastet ud i noget nyt. Der er hele tiden blev lagt nye ting på.«

Nu kan der vel ikke lægges mere på for dig i Arla?

»Nej, det er svært. Min søn sagde forleden: »Er det ikke nederen, at det næste, der kan ske for dig, er, at du kan blive fyret?« Da blev jeg godt nok en lille smule mundlam. Sådan havde jeg ikke rigtigt tænkt på det.«