»Jeg har aldrig haft behovet for selv at være i søgelyset«

Malou Aamund valgte at forlade politik til fordel for ønskejobbet som salgsdirektør i Microsoft. Primært fordi hun i sit nye job er herre over sin egen tid og har langt større fleksibilitet i hverdagen.

Tidligere folketingsmedlem og nuværende direktør for Microsoft Danmarks enterprise salgsafdeling, Malou Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann

At kunne tilrettelægge sin egen tid og arbejde hvor som helst, når som helst. For Malou Aamund betyder fleksibilitet i jobbet rigtig meget, og det er også hovedårsagen til, at hun valgte at forlade Christiansborg.

»Microsoft er en virksomhed, som er er kendt for at have fokus på work-life balance, som gør det muligt at have et lederjob – og en familie,« siger hun til Berlingske Business.

Selv har hun også sat sine medarbejdere »fri«.

»Jeg aner ikke, hvor mine medarbejdere og mine salgschefer er. Jeg ved bare, at de leverer resultaterne. Hvis de vælger at gå hjem og hente deres børn en dag klokken to om eftermiddagen, er det da en god ide, så længe de bare indhenter deres arbejde på et andet tidspunkt.«

 

I den forbindelse betyder det meget, hvilke signaler, arbejdspladsen sender, siger hun.

»I den første uge af sommerferien havde vi vores børn med på arbejde. De så tegnefilm, og vi lavede et tegnerum. Jeg kan godt lide, når folk har deres børn med på arbejde. Det er sjældent, at det virker forstyrrende,« siger Malou Aamund og tilf’øjer:

»Det eneste problem er, at nu tror mine børn, at jeg ikke laver andet end at se tegnefilm og spise slik, når jeg er på arbejde.«

Hendes egne tre børn er syv, tolv og seksten. Helt fra de var små, har de været vant til, at mor ikke må forstyrres, når hun arbejder. Men én gang var det tæt på at være for meget af det gode, erkender Malou Aamund.

»Mine børn har været vant til, at jeg arbejdede hjemme nogle dage, og når jeg arbejdede, skulle jeg ikke forstyrres. Det har de altid respekteret. Så meget, at jeg kan få det helt dårligt over det. Som dengang da min mellemste på et tidspunkt faldt ned ad trampolinen og brækkede armen, og så ventede hun med at gå ind og sige det til mig, til jeg var færdig med mit konference call.«

Nej!

»Jo. Hun har vel været otte år, og da fik jeg det godt nok lidt dårligt bagefter. Heldigvis var der en storesøster til at trøste. Jeg havde slet ikke hørt hende, for jeg sad bare der i mit telefonmøde. Så efter den episode har jeg sagt, at hvis det er alvorligt, må I altså godt komme ind og sige det. Så nu hedder det: Små ting må vente, store ting må godt afbryde.«

Din far, Asger Aamund, har sagt, at du er klogere end ham. Passer det?

Malou Aamund griner højt og siger:

»Det er meget sødt sagt. Jeg tror, han tænker på, at det var svært for ham at få en akademisk karriere i forhold til mig. Han dumpede vist et par gange, da han skulle tage sin HA på Handelshøjskolen og fik sin bachelor. Jeg var den første i familien, som fik en kandidatuddannelse, så på den måde tror jeg, han konkluderede, at jeg havde et andet talent. Så har han sikkert noget andet, som jeg ikke har,« siger hun og tilføjer, at hendes eget talent peger i retning af det analytiske og en rationel tilgang til tingene.

Trods sin larger than life-familie – og en fortid som model og ekskæreste til kronprins Frederik, befinder hun sig i virkeligheden bedst udenfor rampelyset. Er hun mon ligefrem vaccineret mod berømmelse?

»Jeg er faktisk en meget privat person. Jeg har også værnet meget om mit privatliv og specielt mine børn. Jeg har aldrig selv været opsøgende overfor pressen. Det er ikke et behov. Men jeg stiller jo gerne op, hvis det er nogle områder jeg brænder for. Hvis det er noget med dansk erhvervsliv, konkurrenceevne og kvinder i ledelse. Jeg har jo nogle områder, som jeg synes er vigtige, og hvor det er vigtigt at få noget debat om,« siger hun og tilføjer:

»Men jeg har aldrig haft behovet for selv at være i søgelyset. Det har jeg egentlig ikke,« siger Malou Aamund og fortæller, at hun af samme grund fandt det grænseoverskridende at skulle være så selvpromoverende i politik. Bare dét, at der skulle hænges plakater op af mig. Jeg syntes, det var afskyeligt,« siger hun.