»Jeg er en hård kvinde«

Christina Hvids allerstørste problem er utålmodighed. Den lurer konstant under overfladen i dagligdagen og har kastet hende ud i sammenstød med medarbejdere. Som direktør for Danish Meat Association har hun bevæget sig ud på en udfordrende ledelsesrejse. Men hav endelig ikke medlidenhed med hende. For kvinder skal holde op med at klynke, siger hun.

Christina Hvid blev for et år siden i en alder af 36 år udnævnt til direktør for brancheorganisationen Danish Meat Association, der er en sammenlægning af de tre mindre organistioner Danske Slagterier, Kødbranchens Fællesråd og Det Danske Fjerkræråd. Hun har gjort en dyd ud af at komme godt og grundigt rundt i organisationen og ud blandt organisationens medlemmer og produkter med en eksportværdi på godt 33 mia. kr. Ellers kan man finde hende i det imponerende hovedsæde på Axeltorv lige ved siden af Tivoli. Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere
Det ville være så let. At indlede historien om hende med en parfumeret lavendelduftende beskrivelse af hendes udslåede mørke hår, den lilla silkekjole, den turkise halskæde og de højhælede sko. Og så gå letbenet videre over i, hvordan hun på samme tid udstråler både feminin empati og maskulin styrke i de grønne øjne, når hun kommer gående imod én.

Men det ville som sagt være for let. For godt nok erkender Christina Hvid, at hun er en pæn pige. At hun har haft en tryg, idyllisk barndom i middelklasseland med en nærmest alarmerende mangel på anormalitet. At det eneste kompromitterende materiale, der kan findes i hendes kontaktbog fra folkeskolen, omhandler hendes tyggegummiforbrug i timerne. Men den pæne pige er også en benhård kvinde, der siden sidste år har styret brancheorganisationen for den danske kød- og ægbranche igennem en historisk fusion og forandringsproces. Det har været et tidskrævende opgør med konservatisme, stejlende samarbejdspartnere og en hel masse sådan-plejer-vi-at-gøre-her-i-systemet kommentarer. Og det er ikke blevet gjort lettere af, at utålmodigheden insisterende har vist sit grimme ansigt hele vejen igennem.

I barndommens mondæne badeby Hornbæk levede hun to liv. Det ene var om vinteren med 5.000 indbyggere og en særlig ro. Det andet udspillede sig om sommeren med 30.000 indbyggere, velhavende sommerhusgæster og hektisk aktivitet. Det sammenhængende led mellem de to liv var forældrene, der stod som solide egetræer bag deres pige. Det var i sommerhalvåret, at Christina Hvid fandt ud af, hvad hun ville med livet.

»Jeg var dygtig i skolen og fik altid gode karakterer. Men jeg var aldrig den, der gik foran i forhold til eksempelvis at ryge den første cigaret. Jeg rendte bare sammen rundt med de andre. Når de her mennesker kom ind til Hornbæk om sommeren, havde de mange flere penge end dem, der boede der i vinteråret. Jeg kan huske, at jeg altid tænkte: Jeg skal også tjene nogle penge og bestemme over mit eget liv,« siger hun.

For et år siden og i en alder af 36 år sagde hun farvel til sin direktørpost i forskerparken Symbion og ja til en chefstilling, der har kastet hende ud på så dybt vand, at det til tider har været svært at holde sig oppe. Opgaven lød på at fusionere tre mindre organisationer til én gigant under navnet Danish Meat Association og samtidig gøre den mere kundeorienteret og slankere. I dag sidder hun i spidsen for en branche, der har en eksportværdi på 33 mia. kroner.

Det er overblikket, der har været hendes redningskrans. Det er utålmodigheden, der har været den tyngende vægt nedad.

»Jeg er dårlig til at være tålmodig og acceptere, at tingene skal tage rigtig lang tid. Det har kollideret rimeligt hårdt med det politiske system, som jeg befinder mig i nu. Det vil mine kolleger og medarbejdere også give mig ret i. Men utålmodigheden er også et drive. Hvis jeg var for eftergivende, ville jeg aldrig få noget igennem. Men jeg er ikke god til pokerfjæs. Man kan let se på mit kropssprog, at jeg utilfreds, hvis tingene udvikler sig i en anden retning, end jeg havde forestillet mig,« siger hun.

Utålmodighed på prøve
På Axeltorv i brancheorganisationens imposante hovedsæde er det de langvarige forandringsprocesser, der får hende til at vippe hurtigere med fødderne under skrivebordet.

»Det var svært lave en større strukturtilpasning – og samtidig spare knap 100 mio. kroner. Det har konsekvenser i form af afskedigelser og en ny strategi. Men der går lang tid, inden ændringerne slår igennem og er implementeret. Det er helt naturligt, fordi det er menneskelige processer. Det var jeg godt klar over. Nu er der gået over et år, og vi kæmper stadigvæk med det. Der kommer min utålmodighed på prøve. Sådan er det bare, men det kan være svært at acceptere,« siger hun.

I de første arbejdsdage blev hun imponeret over det høje vidensniveau i organisationen. Når hun stillede ét enkelt spørgsmål, blev det prompte besvaret med en bunke rapporter og udredninger på hendes bord. Hun mødte en organisation, der var videnstung, fagligt dygtig, men samtidig også konservativ.

»På den negative front har jeg først forstået hele landbrugsstruktursystemet nu. Det var meget svært at forstå det hele. Landbruget arbejder som én sammenhængende mekanisme. Derfor er det også svært at rykke et sted, uden at det påvirker andre ti steder. Hele det der spil med, at du skal have gud og hver mand med. Det var jeg ikke helt klar over, da jeg startede,« siger Christina Hvid.

Kameler skulle sluges
Et tungt system går i baglås, hvis det bliver truet af forandringer. Især hvis forandringerne ikke er accepteret hele vejen rundt. Det samme skete på Axeltorv, hvor standardbemærkningen fra medarbejdere var, at »sådan plejer vi at gøre her«. Da forandringerne skulle gennemføres, var der mange, der med direktørens egne ord »skulle sluge nogle kameler«.

»Vores medlemsvirksomheder er i en ekstrem, global konkurrencesituation ude på markedet. Derfor skal de have en organisation, der kan bakke dem op. Vi skal stå for noget, der harmonerer med deres strategi. I og med at de har udviklet sig meget over de seneste år, skal vi også udvikle os. Det var et nødvendigt skridt,« siger hun.

Når man går ned ad gangene i hovedsædet, kan man godt fornemme den. Konservatismen. Den sidder i væggene på de små kontorer og træpanelerne. Flertallet af medarbejderne har arbejdet i organisationen igennem mange år, hvilket har gjort dem til stærke faglige kapaciteter. Men høj anciennitet er nogle gange lig med stive rutiner.

Konservatisme på kontoret
Når Christina Hvid sammen med sit ledelsesteam prøvede at skrue et sted, endte de med at måtte skrue hele vejen rundt. Og der skulle altid lidt ekstra smørelse til at løsne værket. Konservatismen mødte hun også i indretningen af hendes kontor. Inden man entrerede direktørens kontor, skulle man først igennem to forkontorer. På selve kontoret stod et skrivebord, som Christina Hvids 183 cm høje krop ikke kunne få benene under. Det var på høje tid med en ny stil for både kontoret og organisationen.

»For at kunne være her måtte jeg sætte mit eget præg på det. Jeg måtte have stole, der kunne vippe og dreje, fordi sådan sidder jeg nu engang. Det skulle være et mere åbent miljø herinde, og der blev brudt mure ned. Jeg har haft en del mennesker oppe på mit kontor, som aldrig har været på direktørens kontor før. Tidligere kommunikerede vi meget med baglandet, men vi skal også kommunikere med vores interessenter og politikerne. Det er et stort strategiskifte, fordi vi i mange år herinde har været mest baglandsorienterede. Det har jeg både fået meget kritik og ros for,« siger hun.

Hvad har det krævet af dig som leder at gå foran i den proces?

»Personligt har jeg ikke noget imod at gå forrest, hvis jeg tror på målet. Her har jeg udført meget ledelse gennem andre, fordi organisationen er så stor. Jeg kan ikke komme ud til hver enkelt, så jeg har forsøgt at få et godt samarbejde omkring direktionen og vores chefgruppe. Jeg har sat mere fokus på personlig ledelse for alle ledere, og det har været et stort skifte for dem, fordi her altid er blevet praktiseret faglig ledelse. Men der skal andet til i en forandringsproces. Ledelse gennem andre har for mig været noget helt nyt, og det er noget af det, som vi faktisk ikke har været så gode til. Men det skal vi nok blive bedre til, og vi har en god proces i gang omkring det « lyder det optimistisk.

Den største forandring i hendes hverdag har været de lange arbejdsuger. Og så er der modvinden. Den er taget væsentligt til i styrke. I Symbion arbejdede hun med IT, forskning og innovation. Emner som enhver politiker klapper i hænderne af. Men de klapper ikke begejstret af problemer med dyrevelfærd og transportovertrædelser. I Symbion var hun tæt på virksomhederne. I dag er hun tæt på beslutningsprocesserne og bruger mere tid på møder.

»Der har også været mange interne kampe. De er hårde, når man er ny. Man finder også ud af, hvor knivene gemmer sig henne. For dem er der nogle af. Nogen gange har jeg været totalt mørbanket rent mentalt, når jeg er kommet hjem. Der er en mere hård omgangstone, fordi der er meget ansvarsplacering i forhold til, at vi bliver opfattet på en speciel måde af omverdenen. På den måde er verden lidt hårdere,« lyder det.

Kompetent og kvinde
Da Christina Hvid tiltrådte sin stilling som direktør, blev hun i pressen beskrevet som den unge kvinde, der skulle redde landbrugets tunge image og modernisere landmændene. Den beskrivelse har hun haft det fint med, men hun betragter ikke sig selv som kvinde i en mandeverden. Hun er leder i en virksomhed.

»Man er naiv, hvis man tror, at det er nok bare at placere en kvinde ind på sådan en post. Det handler om kompetencer. Jeg benægter ikke, at jeg er kvinde. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg skal gøre nogle bestemte ting. Hvis jeg skulle blive valgt til noget, fordi jeg var kvinde, så ville det være helt galt,« siger hun.

I modsætning til andre feminine stemmer i erhvervslivet er hun imod kønskvotering på direktionsgangen og i bestyrelseslokalerne. Diskussionen er relevant, men det ville irritere Christina Hvid grænseløst, hvis den mundede ud i kønskvotering.

»Man kan ikke forcere udviklingen. Det er et spørgsmål om, at vi skal give det noget tid. Hvis man ser på biotek-branchen, sidder der masser kvinder i direktionen. Det er naturligt, fordi der har været en talentmasse at tage fra. Den samme udvikling vil ske i andre brancher. Jeg ser selv på personen, kvalifikationen og kompetencerne i stedet for kønnet,« siger hun.

Hun er ikke feminist. Men hun bliver irriteret, når folk spørger hende om, hvem der passer hendes børn. Det er også hendes mands børn, så hvorfor spørger de ikke ham om det? Når hun stemmer, forsøger hun også at stemme på en kvinde.

»Der er jo også åbenlyse fordele i at være kvinde. Man får en god placering ved et bord, fordi mændene skal have borddamer. Jeg får talt med de vigtigste folk, og folk lægger mærke til, at man er der. Da jeg blev tilbudt det her job, kunne jeg have fravalgt det af mange årsager. Men jeg kunne også sige ja af mange årsager. Kvinder skal være bedre til at sige ja. De finder ti gode grunde til ikke at gøre det. Glem det der jantelov. Engang imellem skal kvinder bare holde op med at klynke. Det er jo sjovt at være leder, og man får så meget mere igen. Jeg kan kun være en god mor, når jeg har det godt. Jeg ville blive en sur mor, hvis jeg ikke tog mulighederne,« siger hun.

Hård kvinde i kjole
Hendes egen kvindelighed ligger i de højhælede sko og forkærligheden for kjoler. Og så er den ikke meget længere.

»Jeg er ret kvindelig klædt, men mange vil også sige, at jeg er hård. Jeg er ikke en blød kvinde. Mænd spiller måske mere spillet, hvor jeg er åben omkring, at jeg ikke ved bestemte ting,« siger hun.

Hvis jeg nu indledte den her artikel med, at du kommer gående imod mig iført lilla silkekjole og turkis halskæde, hvad ville du så tænke?

»Det er der rigtig mange artikler, der er indledt med om mig. Og det er jo rigtigt. Man kan så sige, at man aldrig ville skrive, at Claus Brædstrup fra Lundbeck kommer gående i sort jakkesæt og brune sko. Jeg ved jo godt, at jeg er ung og kvinde. Det har jeg ikke noget problem med, fordi jeg er i god ro med mig selv. Sådan er det. Jeg ved da også, at der er mange herinde, der lægger mærke til, at nu har jeg været i Rom og købe nye sko. Det er et samtaleemne på gangen. Det kan jeg da godt synes er lidt mærkeligt, men sådan er det jo bare. Der bliver lagt mærke til én som leder. Og man bliver målt på mange ting,« siger hun. Hun nyder i dag at bestemme over sit eget liv. Ønsket om frihed tilbage fra barndommens Hornbæk blev opfyldt. Men det har været en sej tur.

»Da jeg startede herinde, var jeg glad og positiv, men jeg vidste ikke ret meget om branchen og det faglige. Jeg stod hele tiden over for nogle meget stejle indlæringskurver. Jeg blev nødt til at lære en masse og spørge en masse. Jeg trækker meget på folk herinde. Det har da været irriterende at få baghjul som nybagt leder. Og det kan stadig irritere mig, når jeg sidder til et møde og folk ved mere end mig selv. Men man bliver hele tiden klogere, og det er meget tilfredsstillende,« siger hun.

Kroppen vender sig endnu engang i stolen af utålmodighed. Benene vipper, og blikket er fast.

Det er ikke den pæne pige, der taler. Det er den hårde kvinde.