Jakob Nielsen

Salg og marketing

Mediebranchens digitale fornyer

Som forretningsudviklingschef hos Ekstra Bladet Salg kæmper Jakob Nielsen med et velkendt problem i medieverdenen: Hvordan man som nyhedsorganisation tjener penge på nettet.

Og i en medievirkelighed, hvor Google og Facebook i stigende grad løber med annonceomsætningen online, er der mere end nogen sinde brug for folk som ham, understreger hans chef, koncerndirektør og COO i JP/Politikens Hus Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

»Folk som Jakob er helt afgørende for hele branchen faktisk. Han er et af vores allerbedste bud på at sikre den produktudvikling, der skal til, for at vores annonceprodukter er med helt fremme i den digitale udvikling,« siger hun.

Jakob Nielsen får ikke mindst ros for at gøre effekten af annoncer mere målbar. Han har blandt andet introduceret en ny og mere kvalitativ måde at sælge annoncer på. Dermed kan kunden betale for den tid, der bliver kigget på en annonce, i stedet for det antal gange, den indlæses på hjemmesiden. En fordel, hvis der for eksempel er tale om lettere komplicerede finansielle produkter.

»Danske medier skal tjene deres annoncekroner på kvalitet frem for kvantitet, og tidsbaseret annoncering er et godt eksempel på dette,« siger Jakob Nielsen.

Jakob Nielsen 34 år, forretningsudviklingschef, Ekstra Bladet Salg

2008: Cand.merc. i international marketing and management, CBS

2008: Medieanalytiker, Ekstra Bladet Salg

2011: Projektleder, Ekstra Bladet Salg

2013: Senior projektleder, Ekstra Bladet Salg

2014-: Forretningsudviklingschef, Ekstra Bladet Salg