Jager skatten topchefer væk?

Headhuntere peger på, at det høje danske skattetryk gør det svært for danske virksomheder at tiltrække ledelsestalent. Toon Bountens exit, som ifølge ham selv bl.a. skyldtes den høje skat, er billedet på Danmarks problemer, hævdes det.

Foto: Michael Altschul
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et stort problem for danske virksomheders vækstmuligheder, mener Ole Tjørnemark, der er headhunter og direktør i Horton International i Danmark.

”Vi har et stort behov for eksperter. Vores problem er at tiltrække kompetente og dygtige medarbejdere, og med den globalisering, som vi har set, er der et større og større behov for virksomhederne for at have kompetente personer med den rigtige faglige baggrund”, siger Ole Tjørnemark .

Ole Tjørnemark kan ikke sætte tal på, hvor mange, der siger nej til at arbejde i Danmark på grund af skatten. Men skatten spiller en stor rolle i en rekrutteringsproces.

”Skatten er en klar bremse, når vi skal rekruttere. Det er ikke et fåtal, det er ganske mange, der siger nej. Problemet er, at i det øjeblik vi skal finde en specialist, så møder vi den skattemæssige hurdle, og den er et ganske stor brik i det samlede puslespil. Det gør det svært at tiltrække og fastholde arbejdskraft”, siger Ole Tjørnemark. Han bliver bakket op af Jens Howitz, der er direktør i headhunter-firmaet Russell Reynolds Associates.

Stikker af efter få år
Forskerskatteordningen, eller 25-procents skatten, som den også kaldes, har gjort det muligt at tiltrække folk, der ellers ville have sagt nej tak til at arbejde i Danmark. Men når ordningen efter 3 eller 5 år udløber, stikker de af.

”Man har lavet en skattemæssig ordning, som har en begrænsning. Den gør, at Toon Bouten må tænke i andre baner, og han er ikke alene. Det er en ærgerlig situation, som spænder ben for virksomheden, fordi det bremser virksomhedernes mulighed for at udvikle sig”, mener Ole Tjørnemark.

Jens Howitz mener dog, at det er positivt, at der trods alt er en skatteordning for udenlandske medarbejdere.

”Vi ville ikke kunne tiltrække dem uden ordningen. De fleste siger, at forskerskatteordningen gør, at deres økonomi svarer til det niveau, som de kommer fra”, siger han. Han tilføjer desuden, at det ikke bare er den høje skat, men også de høje leveomkostningerne i Danmark, der kan spænde ben for en rekrutteringsproces.

Ifølge Ole Tjørnemark er det positivt, hvis regeringen vil sænke skatten, men der er stadig lang vej, før den landerpå et niveau, der gør Danmark til en attraktiv arbejdsplads.