Jackson-fans amok i sørgeshopping verden over

I pladebutikker og på musiktjenester flokkes fans om den afdøde kunstner, hvis musik nu indtager hele top 10 som det mest downloadede på Amazon.

Foto: Scanpix
Dagen efter sin død oplever ”Kongen af Pop” en genoplivning af pladesalget.

Ifølge Kim Torp Nielsen, der er sælger i musikbutikken GUF i Vestergade i København, sker det hver gang, en stor stjerne dør.

”Det er som om folk opdager, hvor godt musikken lyder,” siger han.

GUF i Tåstrup oplever samme massive interesse og forbereder sig nu på at købe et ekstra lager ind til butikkerne med Michael Jackson.

Også marketingsdirektør i IFPI, pladeselskabernes brancheorganisation, Jesper Bay bekræfter, at stjernens død vil kunne mærkes på salget.

”Der er ingen tvivl om, at det afføder spontanreaktion. Ikke mindst på det digitale områder, hvor man kan handle meget spontant", siger han.

Hvor meget, det vil betyde, er svært at sige, men ifølge Jesper Bay kan en ny gruppe af fans komme til:

"Han er i forvejen en kunstner, der har et stort pladesalg bag sig, og mange fans vil allerede have, hvad han har lavet. Men man kan forestille sig, at der er unge, der ikke kender til hans historie og bagkatalog, der vil komme til nu”, siger han.

Onlinesalg Jackson-salg hitter
Hos de online musiktjenester TDC og YouSee oplever man en usædvanlig omrokering på hitlisterne.

"I reglen udvikler vores hitlister sig jo mere roligt, men her ser vi virkelig noget helt usædvanligt. I løbet af et halvt døgn er Michael Jackson hamret op som nummer to på vores downloadliste. Den hastighed har vi aldrig tidligere oplevet," siger TDC's musikdirektør, Mikael Jensen, der er sikker på, at Michael Jackson nok skal nå førstepladsen.

På TDC og YouSee PLAY's hitliste over mest downloadede albums de seneste 12 timer, slår albummet Michael Jackson - The Collection Aqua. Hele 11 Jackson-album ligger på top 50.

Thriller hitter igen
Hos onlineforhandleren Amazon.com er Michael Jacksons album Thriller røget ind på plads nummer 15 som mest solgte album, skriver Reuters.

I øjeblikket indtager Michael Jackson alle pladser i top 10 hos Amazon over de mest downloadede musik.

Jubilæumsversionen af Thriller ligger på førstepladsen. Pladen Thriller er den største salgssucces i verdenshistorien med et salg på næsten 50 millioner eksemplarer.

Flere analytikere siger til Bloomberg, at Sony vil tjene godt på stjernens død.