Iværksætterpar får styr på skodrømmen

Iværksætter-tv. Det ambitiøse kærestepar Martin og Leonora vil levere sko til skandinaviske feinschmecker-fødder, men det er svært at styre både forretning og parforhold. De får hjælp i nyt tv-program.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan være svært at holde drømmen lige i munden og samtidigt bevare parforholdet. Det har iværksætter-parret Martin Spandet og Leonor Teresa Diaz Godoy oplevet i deres virksomhed Sabiola, der importerer luksussko.

Igennem en periode på tre måneder er de blevet fulgt af DR2-programmet Når bundlinjen bløder.

- Vi gik rundt i et år og arbejdede hårdt med vores mavefølelse som eneste grundlag, og det var svært at se, hvor vi ville ende. Vi begyndte at blive utålmodige og havde nok mistet motivationen lidt, forklarer Martin Spandet om baggrunden for tilmeldingen til tv-programmet.

I programmerne rådgives udvalgte virksomheder af en mentor med erhvervserfaring, og i Sabiolas tilfælde, kom hjælpen fra administrerende direktør i BTX Group og tidligere direktør i Ecco Skandinavia Jan Stig Andersen.

Før han kom ind i billedet levede de to iværksættere af Martin Spandets SU i en etværelses lejlighed. De arbejdede tæt op og ned af hinanden hver dag, og solgte ikke nok. Leonor Teresa Diaz Godoy fortæller, at problemerne blandt andet bundede i en kaotisk arbejdsfordeling. Den største udfordring var derfor at sikre en god struktur i virksomheden.

- De danner par ved siden af, og det kan gøre samarbejdet til en stor udfordring. Det vi har brugt mest tid på er derfor at forenkle og prioritere arbejdsindsatsen, samt at få styr på hvem der gør hvad, siger Jan Stig Andersen.

Ansatte indenfor et årEfter tv-programmet blev optaget har Sabiola fordoblet omsætningen. De er stadig på et lavt niveau, men ifølge Jan Stig Andersen har de et godt produkt og det nødvendige gåpåmod. Han tillader sig at være forsigtig optimist på Sabiolas vegne.

- De har udviklet sig meget, og det kan blive en succes. De har fået styr på samarbejdet, og på de krav de stiller til hinanden, siger han.

Virksomheden er begyndt at tjene penge, og det har positiv effekt på både arbejdsliv og samliv.

- Det giver lidt mere luft til at gå ud og spise og tage i biografen en gang imellem i stedet for bare at komme hjem og kigge på hinanden, siger Leonor Teresa Diaz Godoy. Hun forklarer at kræfterne nu er samlet om at styrke positionen på de svenske og norske markeder. Og det går fremad.

- Vi regner med at ansætte den første medarbejder indenfor et års tid, men det afhænger selvfølgelig af udviklingen i Norge og Sverige, siger Martin Spandet.

Programmet, der følger den proces iværksætterparret gennemgik sammen med Jan Stig Andersen, sendes mandag aften klokken 22:00 på DR2.