Italiensk vulkan har gjort Rockwool udadvendt

Talent 100: 35 år, Director Group Marketing & Branding, Rockwool Group

Alessandro
Alessandro Bracco fra Rockwool Fold sammen
Læs mere
Foto: Pr-foto: Rockwool

Kategori: Salg og marketing

Alessandro Bracco har gennem sit arbejde forvandlet historien om Rockwool fra en teknisk tung ingeniørforklaring til en række klare fortællinger, der er lette at forstå og sælge.

»Han har været med til at transformere vores meget tekniske ingeniørvirksomhed til også at være udadvendt og bedre vise, hvad vi kan,« fortæller Kith Krog, der er HR Business Partner i Rockwool.

Gennem kommunikationsmæssigt modige, men simple historier har han gjort Rockwool til en håndgribelig del af kundernes hverdag.

»Vi befinder os alle i isolerede rum, hvor akustik og temperatur er vigtigt. I Rockwool er det meget nemt at falde ned i teknikaliteter, men i sidste ende prøver vi at få alle til at forholde sig til, hvad vi laver,« fortæller Alesandro Bracco.

Han er blandt andet manden bag Rockwools vulkanlogo – stenulden bliver nemlig til under ekstremt høje temperaturer. Og Alessandro bliver også selv beskrevet som lidt af en seismisk kraft.

»Det handler om passion, og jeg propper en masse energi ind i mit arbejde,« siger han, der oprindeligt kommer fra Italien, men – siden han var 19 – har arbejdet og boet i 10 forskellige lande.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.