Internationalt anerkendt adfærdsforsker

Talent 100: Christina Annette Gravert, 32 år, adjunkt, Københavns Universitet

Kategori: Det offentlige

Christina Annette Gravert ved, hvordan man får folk til at ændre adfærd. Trods hendes unge alder har hendes forskning i nudging allerede opnået international anerkendelse.

»Nudging handler om at gøre det lettere for folk at træffe gode beslutninger for dem selv. I stedet for at folk aktivt skal tænke på at være sunde og passe på miljøet, kan vi designe omgivelserne, så de gode beslutninger bliver nemmere at træffe. F.eks. er det lettere at tage mere salat, hvis vegetarafdelingen er placeret i starten af buffeten,« forklarer den tyskfødte adjunkt ved Københavns Universitet (KU).

Gennem sit firma, Impactually, har hun uddannet mere end 300 ledere fra den offentlige og private sektor i, hvordan de kan bruge nudging til at opnå resultater.

Det var en af grundene til, at professor i historie på KU Marie-Louise Bech Nosch valgte at indlemme Gravert i KUs talentprogram for unge forskere.

»Vi var blown away, da vi så hendes CV. Hun er en pioner inden for økonomisk forskning, fordi hun forstår, hvordan økonomi i samspil med andre videnskaber kan bruges til at løse konkrete samfundsproblemer,« siger professoren og peger på, at det vil give genlyd internationalt, når Graverts forskning udkommer.

For 16. år i træk sætter Berlingske fokus på de mest talentfulde unge i dansk erhvervsliv med portrætter af 100 talenter fra et bredt udsnit af erhvervslivet. Læs mere om Talent 100 her.