Indblik i chefens sjæl

Otte topchefer fra dansk erhvervsliv fortæller i en ny TV-serie om den svære balance mellem job og familie.

TrygVesta-bossen Stine Bosse medvirker i TV-serien om "chefens sjæl". Fold sammen
Læs mere
Hvordan håndterer man stress og finder balancen mellem familieliv og et job i toppen af dansk erhvervsliv?

Det sætter DR2 fokus på i serien 'Chefens sjæl', hvor en række topledere åbent fortæller om deres personlige erfaringer med stress, og om de omkostninger som arbejdspres og konflikt mellem karriere og privatliv har haft for dem. Og ikke mindst om, hvordan de har lært at takle stressen og fundet redskaber til en mere balanceret livsstil.

Caroline Søeborg Ahlefeldt er vært i programmerne, og hun har inviteret otte topchefer til sit hjem på Egeskov Slot, hvor samtalerne finder sted. I de otte afsnit af 'Chefens sjæl' kan seerne møde koncernchef i TrygVesta Stine Bosse, administrerende direktør i Lego Jørgen Vig Knudstorp, chef i IBM Malou Aamund, administrerende direktør i Arla Foods Peder Tuborgh, administrerende direktør på Weekendavisen Anne Knudsen, Grundfos' tidligere koncernchef Niels Due Jensen, direktør i LD Markets Marlene Nørgaard samt iværksætter, forfatter og forretningsmand Lars Kolind.

- For mange mennesker er stress nærmest blevet et livsvilkår, som de skal lære at håndtere og leve med. Vi synes, det kunne være interessant at sætte fokus på, hvordan danske topchefer tackler det store ansvar og de mange udfordringer, der er en del af deres hverdag, og hvordan de i praksis klarer balancen mellem familie og arbejdsliv, siger DR2-chef Gitte Rabøl.

Programansvarlig for serien Susanne Hegelund siger:

- Seerne får et unikt indblik i nogle sider af cheflivet, der sjældent tales åbent om. Serien viser, at 'dem på toppen' har lige så store problemer med stress som alle andre, men også at der er en vej ud af moradset for den, der har modet til at gøre op med forventningerne til, hvordan du skal agere, siger Susanne Hegelund, chef for DR Penge og Politik.

Den gennemgående vært i 'Chefens sjæl' er Caroline Søeborg Ahlefeldt, direktør, entreprenør, foredragsholder, ildsjæl og professionelt bestyrelsesmedlem i flere end 10 bestyrelser.

I 1992 stiftede hun Danmarks første internetbureau, MouseHouse, og året efter den digitale designuddannelse Space Invaders. MouseHouse blev i 1999 solgt til svenske Cell Network og blev dermed en del af en koncern med mere end 2000 medarbejdere i 14 lande.

Caroline Søeborg Ahlefeldt har selv haft stressproblemer tæt inde på livet og var for seks år siden sygemeldt på grund af stress. I dag er hun direktør i CSO Holding Aps og medinvestor i en række nye virksomheder indenfor design, medier og IT. Desuden er hun med i bestyrelsen af bl.a. Vækstfonden, Dyrberg/Kern, 3XNielsen og Odense Teater. Hun bor nu på Egeskov Slot på Fyn med sin mand.

Kilde: DR2